Bekræftet: Lasse Vibe er solgt til Brentford

IFK Göteborg har solgt Lasse Vibe til Brentford fra den næstbedste engelske fodboldrække. Lægetjek er torsdag.

Lasse Vibe fortsætter karrieren i Brentford, mener svensk avis at vide. (Foto: © EuroFootball, 2014 AFP)

Den danske fodboldlandsholdsspiller Lasse Vibe er solgt til Brentford i den næstbedste engelske række. Det oplyser danskerens klub, IFK Göteborg, i en pressemeddelelse.

Den 28-årige dansker skal torsdag gennemgå lægetjek i klubben, som også har landsholdskollegaen Andreas Bjelland i truppen og den tidligere Kasper Hjulmand-assistent i Mainz, Flemming Pedersen i sin store trænerstab.

- Lasse Vibe kommer ikke til at være med i aftenens Europa League-kvalifikation. Den 28-årige dansker fløj i dag til England og Brentford, skriver IFK Göteborg på sin hjemmeside.

- Det er selvfølgelig med et vist vemod. Jeg har haft en fantastisk periode her i Göteborg, både på og udenfor banen, siger Lasse Vibe på klubbens hjemmeside.

Den svenske avis Expressen skrev sent onsdag, at danskeren er solgt for 1,4 millioner euro - rundt regnet 10,5 millioner kroner.

/ritzau/