Leicester Citys viceformand, Aiyawatt Srivaddhanaprabha, hyldede onsdag sin far, Vichai, og lovede samtidig at videreføre hans måde at lede Premier League-klubben på.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den thailandske forretningsmand og ejer af Leicester City omkom lørdag aften sammen med fire andre, da hans helikopter styrtede ned uden for stadionet efter en kamp mod West Ham.
Mandag lagde Aiyawatt Srivaddhanaprabha sammen med sin mor en krans ved King Power Stadium til ære for faren og de øvrige omkomne.
Siden lørdagens tragedie har tusindvis af fodboldtilhængere været forbi og vist deres respekt ved at lægge blomster, beskeder, fodboldtrøjer, tørklæder og meget andet.
Desuden er det strømmet ind med kondolencer fra alle lag i det britiske samfund og fra udlandet.
- Fra det inderste af mit hjerte vil jeg vil gerne takke alle for denne overvældende støtte, hedder det i en skriftlig erklæring fra Aiyawatt Srivaddhanaprabha ifølge Reuters.
Han hylder også politiet og redningsindsatsen i forbindelse med ulykken.
Hylder redningsfolk
Helikopteren med de fem personer om bord brød i brand, da den faldt til jorden og ramte en parkeringsplads lige uden for stadionet.
- Deres hurtige reaktion lørdag reddede mange mennesker. Deres professionalisme og hensynsfuldhed har gjort de seneste dage så udholdelige, som de nu kan være, skriver Aiyawatt Srivaddhanaprabha.
Vichai Srivaddhanaprabha skabte sig en milliardformue gennem sit forretningsimperium King Power International.
I 2010 købte han Leicester City, og i sæsonen 2015/16 chokerede klubben hele sportsverdenen ved at vinde Premier League. Inden sæsonstarten gav bookmakerne odds 5000 til 1, for at det ville ske.
Rørt over støtten
I Leicester var Vichai Srivaddhanaprabhahan dybt respekteret for den usandsynlige sportslige præstation, men også for sit engagement i lokalsamfundet.
Han donerede blandt meget andet millioner til et hospital i byen.
- Hvad der er sket, har fået mig til at forstå, hvor stor betydning min far havde for mange mennesker over hele verden, og jeg er rørt over, hvor mange mennesker, der havde ham tæt på deres hjerter, skriver sønnen.
- Jeg er yderst stolt over at have så usædvanlig en far. Fra ham har jeg fået overdraget en meget stor mission og arv at videregive, og jeg har til hensigt at gøre netop det.
Kasper Schmeichel, Leicesters danske målmand, har som flere andre spillere hyldet Vichai Srivaddhanaprabha for det sammenhold, han skabte i sin klub.
Aiyawatt Srivaddhanaprabha er inde på det samme.
- Intet ville have gjort ham mere stolt end at se, hvordan den Leicester City-familie, han opbyggede, støtter hinanden i en tid så trist, lyder det fra sønnen.
/ritzau/