EM1992 retro: DR Sporten ser tilbage på EM-slutrunden for 20 år siden. Her kan du læse Marco de los Reyes' klumme om landsholdets chancer - skrevet, som om det var den 31. maj 1992 i dag. Læs også vores EM1992-tema her.Danmark har udsigt til maksimalt et point ved slutrunden i Sverige. Det havde set ganske anderledes ud, hvis Michael Laudrup lige som lillebror Brian havde gjort comeback på nationalmandskabet.
Så blev det officielt: Danmark overtager Jugoslaviens plads ved EM-slutrunden i Sverige. Det sker på en tragisk baggrund, men som dansker gør det selvfølgelig turneringen i Sverige lidt sjovere at følge med i. Og dog. For bliver det nu også så sjovt at se det danske landshold?
Vi skal i hvert fald ikke forvente det store af en flok spillere, hvoraf flere allerede var gået på ferie og måske får svært ved at ramme den rette EM-form i tide.
Trods de gode resultater det seneste halvandet års tid hører Danmark i øjeblikket heller ikke til blandt Europas stærkeste nationer. Derfor kan jeg godt forstå dem, der af sportslige hensyn hellere ville have haft Italien til at overtage Jugoslaviens plads.
*****
Heldigvis gjorde Brian Laudrup comeback på landsholdet tidligere i år, men storebror Michael er stadig fraværende, og det er i mine øjne faktisk det allerstørste problem for landsholdet.
Det kan godt være, at Michael Laudrup ikke fungerer optimalt med Richard Møller Nielsen som landstræner. Men han er stadig Danmarks i særklasse bedste spiller, hvilket igen her i foråret har været tydeligt for alle.
Michael Laudrup var med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold med FC Barcelona, og hidtil i år er det vel kun Marco van Basten, Roberto Baggio og Hristo Stoichkov, der har været på samme niveau som den ham – i hele verden.
Jeg ved godt, at Danmark, da Jugoslavien blev besejret i Beograd sidste år, spillede sin bedste landskamp i flere år - uden Michael Laudrup. Men de fleste glemmer og glemte allerede dengang, at hjemmeholdet stærkt undervurderet danskerne, og desuden sagtens kunne tillade sig at tabe kampen.
*****
Men uden Danmarks største stjerne, uden de store forberedelser og med mange stærke nationer blandt de otte deltagere i Sverige, er der altså ikke udsigt til mere end et enkelt overraskende point.
Danmark er i gruppe med England, Sverige og Frankrig, som de møder i den nævnte rækkefølge. Og i mine øjne er danskerne uden en chance mod Frankrig, Europas stærkeste nation i fjor. Jeg tror heller ikke, det bliver til point mod værtsnationen, der ser ud til at være langt stærkere nu end ved VM for to år siden.
Så skal Brian Laudrup og Co. have et point, bliver det mod England, som ligner et hold, der har svært ved at leve op til niveauet fra VM i Italien. Men som situationen er for det danske hold er blot et enkelt lille point måske også et meget godt udbytte.
En ting står i hvert fald klart: Danmark kan kun overraske!
P.S.: Og så håber jeg i øvrigt på, at Michael Laudrup er tilbage på landsholdet, når Danmark forhåbentlig deltager ved VM i USA om to år – med eller uden Richard Møller Nielsen som landstræner.