Tak for det.
Endelig fik vi en fodboldkamp, der tog kvælertag med en slutrunde, der har lidt af offensivt iltsvind.
Endelig fik vi én af de fodboldkampe, som vi vil huske for noget, der ramte alle.
Spanien er klar til EM-finalen efter en sejr på 2-1 over Frankrig på mål af Lamine Yamal og Danni Olmo.
Ingen vidste dog helt på forhånd, hvad man skulle forvente.
Et spansk landshold, nærmest sensuelt boldmasserende, når de er bedst. Ledet af Rodri, slutrundens måske bedste midtbanespiller. En hård nyser, en galvaniseret vinder.
Sammen med ungdomsspilleren Lamine Yamal og Nico Williams, hvoraf sidstnævnte nærmest er en rutineret herre med sine 21 år, havde det spanske landshold både fart og ungdommeligt mod til at teste den franske Maginot-linje med.
Blot ét mål havde franskmændene lukket ind forud for denne aften i skoldhede München. Til gengæld havde de også kun scoret ét selv.
På straffespark mod Polen. Selvmål fra både Østrig og Belgien havde bragt dem videre fra gruppen.
Landstræner Didier Deschamps, en utrolig årgang destilleret fransk på flaske, gav dog ikke meget for dem, der forud for opgøret satte spørgsmålstegn ved underholdningsværdien fra hans mandskab.
Således fik en svensk journalist verbalt trykket knæskallerne ind, da han dristigt spurgte, hvordan han vil ændre det ’kedelige’ udtryk.
Prøv hør, kompis.
’Are you not entertained?’, kunne Didier Deschamps lige så godt have råbt fra sit podium.
Hvis man gerne vil underholdes, så må man tage i Disneyland. Fodbold handler om at vinde.
Finite.
Et øjeblik, vi vil huske
Mens helikopterne flappede rundt over Allianz Arena, kunne en maskeløs Kylian Mbappé se sine holdkammerater miste orienteringen i den spansk spind fra kampens begyndelse.
Theo Hernandéz på den franske venstre back tog sine 90 minutters øremærket barsel med Lamine Yamal, der lagde fra land med at servere kuglen for Fabian Ruíz.
Spanieren missede på det skammeligste, men ’Olé’-armadaen havde allerede ramt de høje knob.
Frem, vamos, knæk dem inden de vågner, så planen ud til at være, mens Kylian Mbappé stille og roligt trak ud til venstre for det spanske felt.
Det ville være naturstridigt at se ham gennemføre en hel slutrunde med ét mål og ingen assists, så da han med den største selvfølgelighed, som tømte han opvaskeren eller tændte bilen, lagde bolden ind i skærmen på Kolo Muani, var der dømt frihed, lighed og broderskab for alle.
Luis de la Fuentes rystede på hovedet, gnubbede issen i frustration.
Den spanske landstræner kunne ikke vide, at han et kvarter senere kunne te sig som en tosset.
For der gik et sug gennem Allianz Arena, da Lamine Yamal efter 21 minutter modtog bolden foran det franske felt. 16 år og 361 dage.
Stop tiden, siger man, når de små vokser op, tager deres første skridt. Det klarede han selv, da klokken slog 21.21.
Det var lille hjertegisp i den store fodboldhistorie, da han blev den yngste mand til at komme på tavlen til en slutrunde.
Med et mål så udsøgt, så fyldt med initiaitv, ét gram ekstra power havde sendt kuglen tilbage i feltet via stolpen, men den ville ind bag Mike Maignan, hængt til tørre som en statist i en del af noget større.
Måden, det spanske landshold jublede med deres 16-årige holdkammerat, sagde det hele.
De var, ligesom alle os andre, vidne til noget så ekstraordinært, at lemmer måtte flyve for at kroppen kunne stabilisere sig.
I den spanske landsholdslejr er han alles lillebror, men for en stund var han familiens overhoved, da han gled på sine knæ ind i hyldesten.
At Dani Olmo få minutter senere, efter et par labre, spanske dansetrin, hamrede bolden ind på Joules Koundé og gjorde det til 2-1, var bare desserten.
De 60.000 var allerede mætte efter 25 minutters gourmet-anretning.
Hjælpen udeblev for Deschamps
Nej, ingen gik sultne i seng i denne omgang efter en slutrunde, hvor den offensive hungersnød har præget talepapirerne.
Spanien, anført af Dani Olmo, Rodri og Fabián Ruiz, fortsatte med at distribuere boldene rundt om de franske spillere, der som tiden skred frem så ud til at opfatte alvoren.
Aurélien Tchouaméni testede Unai Simon med hovedet uden held, Ousmané Démbéle kom til baglinjen, Kylian Mbappé fik en peptalk af Adrien Rabiot, inden han blev løbet i møde af slutrundens pestilens nummer et.
De selfie-svingende baneløbere.
Hvem der bare levede i en tid med klaptelefoner, alternativt jægersoldater som kontrollører, så tendensen kunne møde sit endeligt.
Skulle Frankrig undgå netop det, var Didier Deschamps nødt til at reagere.
Ud af kufferten med klassenavne hev han Antoine Griezmann, Bradley Barcola og Eduardo Camavinga.
Gud elsker også en enlig sjæl, men Didier Deschamps lignede en mand, der tvivlede på det meste, mens han svingede armene demonstrativt under lyset på Allianz Arena.
Hjælpen nægtede at vise sig.
Et fyldt stadion troede ellers, at øjeblikket åbenbarede sig, da Kylian Mbappé skar ind i banen, som han har gjort tusinde gange før, men i stedet for at lægge bolden i mål, så hamrede han den direkte ind i centrum af det franske publikum.
Kunne man opsummere den franske slutrunde, så var billedet lige dér.
I stedet kunne Lamine Yamal, ung nok til at tage et år på efterskole, lad sig udskifte dybt inde i overtiden, men hyldesten var ikke forbi.
Da Slavko Vinci lukkede festen med sidste fløjt, blev den unge herre skubbet ned foran de spanske fans, mens han blev udråbt som kampens spiller.
Stop tiden, må der sidde nogle stolte forældre og tænke, for nu skriver historierne næsten sig selv.
Spanien er i EM-finalen, og man skal trave Europa tyndt for at finde nogen, der ikke bryder sig om den sportslige konklusion.
Frankrig er ude efter en slutrunde, der aldrig ramte nogen i hjertekulen, men at leve er at dø med stil, og det gjorde de, trods alt, et forsøg på tirsdag aften i München.