Madrid i ekstase efter finalesejr: 'Nu skal vi vinde vores andet verdensmesterskab!'

I Madrid ville glæden ingen ende tage efter herrelandsholdet vandt deres fjerde EM. I London blev festen en fuser.

Spanien vandt EM-finalen i herrefodbold over England med 2-1. Det er Spaniens fjerde Europamesterskab i herrefodbold.

Det gør Spanien til den mest vindende nation i EM-historien.

Mesterskabet blev behændigt fejret rundt omkring i Spanien. Blandt andet i Madrid, hvor folks reaktion til et storskærmsarrangement ikke efterlader den store tvivl om betydningen af sejren.

Længere væk fra skærmen stod DR's reporter Rikke Smed og fangede flere festglade spaniere umiddelbart efter sejren.

Glæden og stoltheden over det spanske landhold var heller ikke til at tage fejl af. Spanien har vundet alle holdets kampe til dette EM.

- Det føles fantastisk at være Europamester for fjerde gang, siger en af de glade spaniere som DR fangede efter sejren.

- Og nu skal vi vinde vores andet verdensmesterskab!

Forventede du, at I ville vinde i aften?

- Jeg forventede faktisk at vinde i aften, fordi jeg synes, vi har et bedre hold end England. Vi har spillet bedre gennem hele turneringen, så ja, selvfølgelig forventede jeg det.

Hvor stolt er du af det her landshold?

- Ekstremt stolt. 100 procent stolt af dem.

England i kulkælderen

Mens Spanien nu har vundet sit fjerde Europamesterskab måtte englænderne gå fra endnu en EM-finale uden et trofæ.

Den moderne fodbolds hjemland har senest vundet et mesterskab i 1966. Det blev heller ikke denne gang, at England fik brudt forbandelsen, ligesom holdet ikke vandt EM-finalen i 2021 på nationalarenaen Wembley.

En skuffelse så stor, at den næsten kunne skæres igennem i sekunderne efter slutfløjtet ved bar- og spisestedet Boxpark nær Wembley.

- Jeg føler, at vi lod det glide ud af hænderne. Men jeg synes, vi spillede bedre, end jeg troede, vi ville, siger en engelsk storskærmsdeltager efter slutfløjtet.

- Men synes virkelig, at vi kunne have slået Spanien undervejs, selvom de var bedre end os.

- Så han er nødt til at stoppe (Englands landstræner Gareth Southgate red.). Vi kan ikke risikere det her til VM.

Efter kampen har landstræner Gareth Southgate sagt, at han vil tale med sit bagland og overveje fremtiden som engelsk landstræner.

Englands næste mulighed for at vinde en titel er til VM i Canada, USA og Mexico i sommeren 2026.

Meget forskellige reaktioner efter slutfløjtet. (Foto: © Juan Carlos Rojas, Juan Carlos Rojas/picture-alliance/dpa/AP Images / Foto: © Andy Rain, Ritzau Scanpix)