En fodboldkamp er ikke ovre, før den fede engelske fodbolddame har sunget.
Det måtte Holland sande onsdag aften.
For mens alle havde gjort sig klar på forlænget spilletid i EM-semifinalen mellem England og Holland, dukkede indskiftede Ollie Watkins op i tillægstiden og scorede det afgørende mål til 2-1 for England.
Dermed blev Aston Villa-angriberen den usandsynlige helt, der sendte englænderne i den anden EM-finale i streg.
I finalen venter Spanien, der tirsdag sikrede sig finale-billetten med en 2-1-sejr over Frankrig.
Du kan se EM-finalen mellem Spanien og England på DR1 på søndag kl. 21.00.
Hurtigt hollandsk drøn
I timerne op til kampstart åbnede himlen sig over stadion i Dortmund, der igen blev scene for en regnbyge af en anden verden. Denne gang var det dog uden den lyn og torden, der afbrød Danmarks ottendedelsfinale mod Tyskland.
Alligevel var det, som om at uvejret over Ruhr indvarslede en hvivelvind af en fodboldkamp. Og det blev det.
For der gik bare syv minutter af storkampen, før vi alligevel fik et tordenbrag. Ikke leveret af verjgruderne, men af Hollands midtbanemand Xavi Simons. Det 21-årige stjernefrø tog sagen i egen hånd efter et fint hollandsk angreb, og en god hollandsk periode i det hele taget, og hakkede til bolden. Simons-kanonen strøg i kassen i det lange hjørne uden chance for Jordan Pickford i det engelske mål.
Her kunne ikke engang gud have reddet de God Save the King-syngende englændere.
Se Xavi Simons' smukke scoring i videoen herunder:
En uheldig stempling
Herefter overtog England initiativet i kampen. I den grad.
Godt ti minutter efter Hollands føringsmål pegede Felix Zwayer på pletten og dømte straffespark til England efter et VAR-gennemsyn. Holland-forsvareren Denzel Dumfries kom til at stemple Harry Kane på foden, da han forsøgte at blokere et skud. Strafbart, straffespark.
Og The England Captain, Harry Kane, scorede så sikkert, som han altid gør med en afslutning helt ud i sidenettet. 1-1.
Første halvleg fortsatte ufortrødent med sit høje, høje underholdningsniveau. Efter 22 minutter reddede Denzel Dumfries en engelsk afslutning på stregen, efter 29 minutter headede selv samme Dumfries på overliggeren, og to minutter efter afsluttede Englands Phil Foden på stolpen. Men det blev ved de 1-1 efter de første 45 minutter.
Fra tjubang til livrem og seler
Anden halvleg begyndte langt mere afventende og i et langt lavere tempo.
Det bekom hollænderne godt, for langsomt fik Oranje-drengene ædt sig tilbage i kampen. Holland var mest på bolden i denne fase, men chance- og afslutningsmæssigt var anden halvleg en diametral modsætning til første.
De få afslutninger, der rent faktisk kom, tilfaldt Holland. Men Jordan Pickford var på sin plads, når han skulle være det og reddede uden problemer.
Midt i anden halvleg begyndte duften af forlænget spilletid at overskygge duften af bratwurst på det store Westfalenstadion i Dortmund. Det begyndte at ligne livrem og selver-fodbold, hvor ingen ville blotte sig.
Men efter 81 minutter foretog England en indskiftning, der skulle blive afgørende. Harry Kane ud, ind med 28-årige Ollie Watkins fra Aston Villa.
Og Ollie, han gad ikke det der med forlæmget spilletid. Så da han fik en halv chance i tillægstiden, klappede han til kuglen og sendte en flad afslutning i kassen. 2-1 og EM-finale til England.
Du kan se finalen mellem Spanien og England på søndag kl. 21.00 på DRTV og DR1.