De fik det næsten, som de ville have det, men kræfterne slap op for Tyrkiet.
I stedet er det Holland, dem med træskoen og tulipanerne, som er klar til semifinalen mod England efter en sejr på 2-1 slutrundens eneste, tilbageværende hjemmehold.
For centrum af Berlin, en af Europas prægtigste byer, har i de seneste dage, og især denne lørdag, været omdannet til Istanbul på lykkepiller.
Selv om størstedelen af byen stadig slikkede sårene efter Tysklands exit mod Spanien, var der rigeligt af mod på tilværelsen fra den tyrkiske diaspora, der er så stærkt repræsenteret i hovedstaden.
Da Tyskland og Tyrkiet mødte hinanden i en testkamp samme sted i november, blev det tyske landshold pebet ud. Det tyrkiske fremmøde var for stærkt, for investeret, for fanatisk.
Der bor i alt 3,6 millioner mennesker i byen, seks til syv procent af dem har tyrkisk herkomst. Matematikken må man selv bøvle med, men konklusionen er klar.
Det tyrkiske hold kunne ikke være mere på hjemmebane, om så de prøvede.
En autoritær smag i munden
Deres fans kunne vinde EM i både korte og lange sætninger, når de beskriver kærligheden til deres hold, men lørdag aften var der en anden, som tiltrak endnu mere støtte.
Fodbolden har for vane at invitere anti-heltene med til højbordet, men i Berlin blev Tyrkiets præsident, Recip Erdogan, hyldet som flertallets leder, da han viste sig på balkonen.
Den tyrkiske præsident har brugt de seneste dage på at lade verden høre, at der er tale om en hetz og racisme fra Uefas side, når fodboldforbundet deler karantæne ud til Merih Demiral for at samle sine fingre i en såkaldt ’ulvehilsen’.
Jesper Møller, DBU’s formand, var i øvrigt hans sidemakker under hele opgøret.
Forud for kampen havde præsidenten opfordret alle tyrkere til at lave ulvetegnet i protest mod Uefas linje, og lad os bare sige, at ord blev til lov, som det har for vane.
Således blev den tyrkiske fanmarch mod stadion afbrudt af politiet. Lidt for mange håndtegn, absolut ingen ordnung.
Ja, en autoritær leder, der kan diktere, hvordan man skal manifestere sine politiske holdninger, og som bliver hyldet på det Olympiske Stadion i Berlin for det.
De historiske linjer må andre trække, men så har man da set det med, og kampen var ikke engang fløjtet i gang endnu.
Et hovedstød fra himlen
Mens tyrkerne var i overtal på tribunen og i byen, så var de bagud på evner, når det drejede sig om at flytte bolden.
De ’Oranje’, altid stabile med fødderne, havde ikke svært ved at kombinere sig rundt om det tyrkiske felt i kampens begyndelse, og Recip Erdogan var givetvis tæt på at få en pindemad galt i halsen, da Memphis Depay efter ét minut kunne have bragt Holland i front.
Denzel Dumfries var som altid angriber camoufleret som højre back, mens netop Depay og turneringens topscorer, Cody Gakpo, listede rundt om hinanden, fra højre til venstre og tilbage igen, som var vi til river dance i ly af lamper.ne
Tyrkerne satte deres lid til deres anfører, Hakan Çalhanoğlu, som Uefa nok skal finde plads til på den centrale midtbane, når turneringens hold skal kåres.
Hans job var at suge bolde til sig og distribuere den videre til den blot 19-årige Real Madrid-spiller Arda Güler, det største talent i tyrkisk fodbold siden Hakan Sukur var knægt.
Det arbejde udførte de begge til perfektion.
For da Güler efter et hjørnespark modtog bolden på kanten af feltet, 35 minutter spillet, da fik det gamle Olympiske Stadion lov til at mærke, hvordan det føles, når jorden skælver.
Samet Akaydin puttede panden på, passerede Bert Verbruggen i det hollandske mål, satte romerlysene i gang, antændte den ild, som tyrkerne havde brug for.
Hver eneste aflevering, hver eneste tackling, hvert eneste øjeblik frem mod pausen blev båret på ryggen af Akaydins pandebrask, der sprang en sikring i alle, som bar rød og hvid denne aften.
Det kan godt være, at Tyrkiet ikke er en del af EU, men de var centrum for hele Europa i de følgende minutter.
Seks gyldne minutter var nok
Ingen, der har bevæget sig rundt i Tyskland den seneste måned, har været i tvivl om, at de hollandske fans har haft førertrøjen, når det kommer til at være synlige og de absolut mest festlige.
Men i aften var de udklasseret, på antal, på stemmer og hjerte. I hvert fald for en stund.
Stemningen kom først tilbage i den orange kurve af stadion, da Ronald Koeman fra anden halvlegs begyndelse satte Wout Weghorst, langlemmet angriber med slutrundeinstinkt, på banen.
Et decideret stormløb mod Mert Günoks mål begyndte at tage til, mens fingrene på de tyrkiske fans bevægede sig fra en position i luften til munden.
Pludselig var Berlin centrum for en pibekoncert så bastant, at ens øregange vibrerede som trommeskindet til en heavy metal-koncert.
Et kort hjørnespark, et perfekt indlæg fra Memphis Depay, og så kunne Stefan de Vrij med hovedet returnere tjenesten fra Samet Akaydin.
Game on, tulipanerne sprang endelig ud på det Olympiske Stadion, mens Holland gjorde sig klar til at jagte den forløsning, som kulissen i Berlin indbød til.
De var nådesløse, det stank af blomstereng og hollandsk humør i minutterne efter udligningen, og da Cody Gakpo klemte sig forrest på bagerste stolpe og snublede bolden i mål seks minutter senere, føltes det allerede som game over.
Man vakler aldrig i troen på den tyrkiske tribune, men selv de kunne mærke, at klasseforskellen sev ind mellem kæderne.
Alligevel fik de mulighederne, hele tre af slagsen, før den franske dommer, Clement Turpin, satte fløjten i munden og sendte Tyrkiet ud af EM.
Det kunne Holland takke Bert Verbruggen for, da han hele tre gange legede akrobat på egen målstreg i de døende sekunder.
De tusinder og tusinder af tyrkere blev hængende på tribunerne, takkede deres helte for turen, mens tårerne trillede.
De skal ikke hjem, for de bor her allerede, men Holland? De skal videre.