Fransk landstræner er fuldstændig ligeglad med at blive kaldt kedelig

Frankrig har kun scoret tre mål ved EM-slutrunden og bliver kaldt kedelige.

Hvis du ser fodbold for underholdningen og målenes skyld, så har du ikke fået meget ud af at tune ind på det franske landshold under EM.

Frankrig er nået aftenens semifinale mod Spanien ved bare at score tre mål. Dog kommer kun et af dem fra egne fødder, da Kylian Mbappé scorede på et straffespark mod Polen i gruppespillet. De andre franske scoringer har været selvmål.

Holdets defensiv, til gengæld, har kun har lukket ét mål ind i hele turneringen. Det blev sat ind af polske Robert Lewandowski på straffespark.

Den defensive taktik har taget franskmændene til semifinalen, men den har også givet dem prædikatet kedelige.

Det fik en journalist fra svenske TV4 til at spørge den franske landstræner, Didier Deschamps, på mandagens pressemøde, hvad han tænkte om, at folk forlangte mere spændende fodbold fra hans mandskab, der er proppet med verdensklassespillere.

Didier Deschamps har vundet VM som træner og spiller. EM-titlen har han også på CV'et som spiller. Som træner ved EM er en sølvmedalje den rutinerede træners bedste resultat. (Foto: © Jürgen Fromme, Jürgen Fromme/picture-alliance/dpa/AP Images)

Kort sagt, så rager det franskmanden en høstblomst. Han fnyste af spørgsmålet, inden han svarede:

- Er du svensker? Nej, det kan du ikke være. Du bor i Frankrig og er fransk presse forklædt som svensk presse. Men hvis du keder dig, kan du se en anden kamp, det er helt fint. Du behøver ikke se med, det er fint.

- Det er EM, og det er svært for alle. Spillet er måske ikke det samme som tidligere, men vi har egenskaberne til at gøre mange franskmænd glade med vores resultater. Især i en meget svær periode for vores land. Så jeg er ked af, hvis svenskerne keder sig ved at se vores fodbold, men det går mig ikke rigtigt på.

- Men jeg respekterer jer højt, sluttede Deschamps sin udtalelse med.

Fransk fodbold keder ikke de sprudlende spaniere

I den modsatte lejr har den spanske landstræner, Luis de la Fuente, set Frankrigs fem kampe, som ikke har indeholdt mange mål.

Men som træner har den 63-årige spanier ikke kedet sig et sekund af 480 minutter plus en straffesparkskonkurrence.

- Jeg står ikke stille (når jeg ser dem, red.). Hvad jeg sætter pris på og analyserer, er et holds potentiale. For mig har de et exceptionelt og fantastisk potentiale. De har spillere på et meget højt niveau og et rigtig godt kollektiv.

- Om det er kedeligt eller ej - alle keder sig over det, de gerne vil kede sig med eller nyde. Jeg har det altid sjovt med fodbold, og at se Frankrig eller de andre gode landshold keder mig aldrig, sagde Luis de la Fuente på Spaniens pressemøde mandag.

Luis de la Fuente (i sort jakkesæt) har ført Spanien frem til EM-semifinalen i sin første slutrunde som landstræner. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

Spanien er det hold, der har scoret flest mål ved EM-slutrunden med 11 styks. Dermed bliver det modsætninger, der mødes i tirsdagens semifinale.

Der venter en stor opgave for den sprudlende spanske offensiv med at nedbryde det franske forsvar. Midtbanemotoren Rodri fortæller dog, at spanierne ikke vil ændre alverden, når de møder franskmændene.

- De er et af de bedste hold de seneste år, og de har nået flest finaler. Derfor er de et svært hold at slå. Men vi har vores våben, og vi kommer til at tage kampen derhen, hvor vi vil have den. Vi kender modstanderen, men vi kommer ikke til at frygte dem, fortæller Manchester City-spilleren.

Du kan se semifinalen mellem de europæiske giganter fra klokken 20.00 på DR1 og DRTV.