Alle fodboldkampe har en historie, der ikke knytter sig til de 90 minutter, som foregår på grønsværen.
Danmarks åbningskamp mod Finland ved EM havde allerede inden kampens første fløjt stof nok til en historie på fem bind, og alle danskere havde fortjent at få den foldet ud.
Alle danskere havde fortjent at mærke suset.
Ingen havde dog fortjent at opleve den stilhed, der gled ind over Parken, da Christian Eriksen i slutningen af første halvleg faldt sammen ud mod den ene sidelinje. Hurtigt gik alvoren op for med- og modspillere, mens lægerne blev hastet på banen.
Spillerne slog ring om Eriksen, forsøgte at formindske udsynet til deres holdkammerat, mens lægerne begyndte at give hjertemassage.
Tilskuerne holdt om hinanden, tog sig til hovedet.
Der lå en far til to og kæmpede for sit liv.
Hvis ikke det var tydeligt for enhver, så blev det sådan, da Kasper Schmeichel og Simon Kjær måtte trøste Christian Eriksens nærmeste, der forsøgte at nå frem til Eriksen bag klyngen af berørte, danske spillere.
En for alle, alle for Eriksen.
Der gik 18 minutter fra Eriksen faldt om, til han forlod Parken med udrykning. Den oplevelse kommer ingen af de tilstedeværende i Parken til at ryste af sig.
Jublen fandt dog tilbage til Parkens beton, da meldingen over højtaleren kom, at danskeren var ved bevidsthed og under undersøgelse på Rigshospitalet.
På få minutter havde det, der begyndte som en fodboldfest, udviklet sig til et mareridt. Og kort efter var det umuligt at holde kuldegysningerne tilbage, da de finske fans brølede danskerens fornavn ud i Parken, og danskerne returnerede sympatierklæringen med et rungende ’ERIKSEN’.
Du kan høre tilråbene til Eriksen i videoen:
Frem og tilbage. Han er en af os. Det smukke spil er ikke kun, når bolden ruller.
Den del fortjente alle, der i de seneste 15 måneder har levet under afsavn og socialt iltsvind, at opleve. Vi skal være ’En del af noget større’, som de siger i DBU, og slutrundens første hjemmekamp skulle være en vaccine mod det seneste halvandet års følelse af den type afmagt, der løb fra grønsværen og op gennem Parkens røde stolesæder.
Det havde ingen fortjent.
Mindst af alle Christian Eriksen.
Eriksen i kontakt med holdet
Omkring klokken 20.00 løb beskeden så ind, at Christian Eriksen selv havde været i kontakt med holdkammeraterne, og at kampen ville blive genoptaget en halv time senere.
Et fuldstændig utænkeligt scenarie få minutter forinden, som nu blev serveret med en bittersød smag af ’the show must go on’.
De finske spillere bød danskerne tilbage på banen med klapsalver, stadion fulgte trop klokken 20.05.
De resterende fem minutter af første havleg skulle parkeres inden de sidste 45 minutter kunne runde opgøret af.
Dét, som ikke måtte ske, var allerede sket, så hvad gjorde det, at Joel Pohjanpalo efter 60 minutters spil headede Finland foran efter et ukarakterisktisk og uheldigt indgreb af Kasper Schmeichel.
Den danske målmand havde tidligere på aftenen alligevel vist sig som et lige så stort menneske, som han er målmand, og selv om det ikke står på nogen resultatliste, så er det nok at være stolt af.
I Eriksens fravær var det Mathias Jensen, der spillede en glimrende testkamp mod Bosnien-Herzegovina, der måtte træde til og forsøge at stykke de danske angreb sammen i jagten på et brugbart resultat.
Muligheden kom med et kvarter tilbage, da Pierre Emile Højbjerg tog ansvaret for at sparke det straffespark, som Christian Eriksen normalt ville tage sig af.
Højbjergs brændte, og den tidligere Brøndby-målmand Lukas Hradecky valgte den rigtige side.
Selv Jens Stryger Larsen, der blev sat ind for at skabe noget fremdrift over højresiden, måtte sande, at da Anthony Taylor fløjtede for sidste gang, da mistede han sin status som landsholdets talisman.
I 34 forsøg havde han aldrig prøvet at tabe med landsholdet. Og mon ikke, at han er bedøvende ligeglad, for det kunne have gået meget værre i Parken.
Der findes trods alt vigtigere ting end fodbold.