Fodbold er et meget simpelt spil. Det kan siges meget firkantet. Enten så vinder du, eller også gør du ikke.
Tirsdag aften stod Frankrig på den kedelige side af den simple talemåde. Les Bleus tabte nemlig med 2-1 til Spanien i EM-semifinalen og må tabe hjem fra Tyskland uden pokalen.
Efter semifinalen var den altoverskyggende franske stjerne Kylian Mbappé lige så firkantet i sin udtalelse, hvor han kalder franskmændenes samlede EM-turnering for en skuffelse.
- Jeg tror, at man nogle gange ikke skal komplicere tingene for meget i fodbold. Enten er du god, eller også er du ikke. Tjah, jeg var ikke god (i semifinalen, red.), og vi skal hjem. Så simpelt er det.
- Nu skal jeg hvile, og det er vigtigt at gøre ordentligt, og så begynder jeg på et nyt liv. Der er meget arbejde, der skal gøres, siger den 25-årige fodboldstjerne, der for første gang i karrieren skal spille i en klub uden for Frankrigs grænser, når han næste sæson skal tørne ud for Real Madrid i den kommende sæson.
I den spanske kongeklub kan han se frem til en gensyn med nogle af modstanderne fra tirsdagens semifinale. Spanierne går ind til søndagens finale som favoritter mod enten England eller Holland og kan måske tage EM-trofæet med hjem til den spanske hovedstad, så Mbappé nok kan få lov at se - men ikke røre.
Det var ellers håbet, at Mbappé i den spæde alder af 25 kunne have gennemført landsholdsfodbold ved at have vundet både VM, som han gjorde i 2018, og EM.
- Det er svært. Vi har fejlet. Vores ambition var at blive europamestre, jeg ville være europamester. Men det blev vi ikke, ud fra det har det været en mislykket slutrunde. Sådan er fodbold, du er nødt til at komme videre.
- Man er altid skuffet, når man ikke vinder. Det er normalt og menneskeligt. Vi ville vinde, og nu skal vi hjem efter semifinalen, så det er en skuffelse, siger Kylian Mbappé.
Onsdag aften spiller England og Holland om retten til at møde Spanien i EM-finalen. Den kamp kan du følge her på DR.dk, i 'EM på P4' eller i DR Lyd.