DBU utilfreds med landsholdets træningsbane

Landsholdets træningsbane i Tyskland lever ikke op til forventningerne, mener landsholdschefen.

EM 2024: Landsholdet møder pressen og træner i Freudenstadt, tirsdag den 11 juni 2024 (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Faciliteterne skal gerne være i top, så fodboldlandsholdet kan forberede sig så godt som muligt til den kommende EM-slutrunde.

Men det er de altså ikke - i hvert fald ikke dem alle sammen.

Landsholdets træningsbane i tyske Freudenstadt, hvor de danske spillere holder til under slutrunden, er i hvert fald ikke helt, som landsholdschef Christian Nørkjær gerne vil have den.

- Vi har kastet vores egen groundsman (græsansvarlige, red.) ind i puljen i de sidste mange uger, fordi vi ikke er tilfredse. Vi har gjort alt, hvad vi kunne - og meget mere end det - for det er Uefas og de tyske arrangørers ansvar, siger Christian Nørkjær til Ritzau.

Heller ikke Kasper Hjulmand mener, at banen er i top.

Under tirsdagens træning traskede han rundt på grønsværen og nærstuderede dens beskaffenhed for at sikre sig.

- Alle kan se, at det ikke er en perfekt fodboldbane, men den er ikke totalt værdiløs. Vi får det bedste ud af den. Jeg vil ikke bruge en masse krudt på den, for jeg kan ikke forandre den, så jeg får det bedste ud af den, og det gør spillerne også, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren er overordnet meget tilfreds med forholdene i tyske Freudenstadt, og det kan du høre ham fortælle om i videoen herunder:

Lige inden landsholdet ankom til Tyskland, blev der lagt nyt græstæppe på banen.

Landsholdschefen Christian Nørkjær har selv koordineret med græseksperter, de lokale arrangører og Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, da det skulle besluttes, at Danmark skulle have en helt nylagt træningsbane.

Og havde han ikke gjort det, kunne han og landsholdet sagtens have ankommet til en bane i værre tilstand.

- Det er helt sikkert noget energi og fokus, vi ikke burde bruge. Det har fyldt meget og trukket meget energi ud af mig. Det vil være løgn at sige andet, siger han.

Får det bedste ud af det

Banen er dog, som den er, fortæller Kasper Dolberg

Han havde forventet en knivskarp bane, men sådan er den ikke, og landsholdet må derfor få det bedste ud af den.

- Jeg har trænet på bedre baner, men den er ikke så dårlig som frygtet, og som den ser ud. Man kan godt spille på den.

- Den er ikke så god som i Helsingør. Det er ikke så galt, at man tænker på det under hele træningen, men den er lidt blødere, og der er lidt flere huller, end der er i Helsingør, siger Dolberg.

Også Andreas Christensen mener, at banen er bedre, end den ser ud.

- Nogle steder er den lidt blød, men det tror jeg altid, man vil kunne føle, når banen er nyanlagt. Man kan også se linjerne i den. Men den er klippet okay, og bolden glider rimelig nemt, hvilket er det vigtigste. Så den er bedre, end jeg havde troet, siger Andreas Christensen.

Vil evaluere med Uefa

Ifølge landsholdschefen Christian Nørkjær har også Schweiz haft bøvl med deres træningsbane i Tyskland.

DBU kommer man derfor til at evaluere forløbet og banens beskaffenhed med både dem og Uefa.

- Der bliver en efterevaluering af det her forløb. Det er jo et EM, og det er uforståeligt, at vi stadig skal stå her og snakke om det.

- Vi har haft god dialog med Uefa og med Schweiz for lige at snakke om, hvad vi og de gør. Det er ens for os og Schweiz, at fokus fra banen skal fjernes. Og så bliver der arbejdet bag kulissen for at finde ud af, hvad der er gået galt mellem Uefa og de tyske arrangører. Det skal afklares, hvorfor vi står i den her situation, siger han.

Det danske landshold spiller første EM-kamp på søndag klokken 18. Her venter Slovenien. Du kan følge kampen på DR1 og i Liga på P4.