Jonas Wind smiler lidt over spørgsmålet om, hvor ofte han gik til landskamp i Parken, før han blev så god, at han selv blev en del af det danske landshold. For det gjorde han så tit, han kunne.
- Ligesom mange andre knægte har jeg fulgt landsholdet, og så var jeg så heldig, at min far kunne få lidt billetter qua sit arbejde, så jeg har været til landskamp i Parken mange gange med flag på kinderne og det hele, siger angriberen.
Han kan bedst huske Jakob Poulsens afgørende mål mod Sverige i 2009, men nævner også et frisparksmål af Cristiano Ronaldo og Nicklas Bendtners to hovedstød mod Italien som højdepunkter. Og så elskede han at synge nationalmelodien.
Det får han snart lov til igen. Lørdag spiller Danmark den første EM-kamp mod Finland, men Jonas Wind står ikke på tribunen. Han er nede på græsset som en af de stjerner i rødt og hvidt, han selv jublede over før i tiden.
- Det kan ikke blive meget større. Landsholdsfodbold er en speciel ting, der samler hele nationen. Som barn var det altid megafedt at følge med i slutrunderne hver anden sommer, så jeg kan forestille mig, at det er helt vildt selv at være med.
- Corona sætter jo nok en lille stopper for, hvor stor en fodboldfest det kan blive, men jeg er sikker på, at det nok skal blive en fed sommer. En slutrunde på hjemmebane, hvor vi kan vise os frem i tre kampe. Det er nok noget af det fedeste og det største, man lige kan tænke sig frem til, siger den unge landsholdsangriber.
Det gamle VHS-bånd
Den første slutrunde, der satte sig i Jonas Wind, var VM i Sydafrika i 2010, da han var 11 år. Han taler glad om lyden af vuvuzelaer, de spanske verdensmestre og det dejlige vejr udenfor, som ikke blev brugt så meget som normalt til den ellers evige leg med bolden.
- Der var fodboldkampe hele tiden, og det var fedt. Det er det, der er så dejligt ved de slutrunder, at kampene kommer på en lang perlerække, som han siger.
Slutrunder er begivenheder, der sætter sig. Det er både tidsmarkører og minder om euforiske stunder, men da Jonas Wind er født i 1999, har han naturligvis ikke selv oplevet de store danske øjeblikke med dynamitdrengene i firserne og Ricardos sensationelle europamestre fra 1992. Men han kender til dem, og han ved, hvad de betyder.
- Jeg har set en masse videoklip fra de gode gamle dage, og hjemme hos mine forældre havde vi et VHS-bånd med en film fra slutrunden i 92 med highlights fra kampene. Jeg elskede at sætte det bånd på og sidde at se det derhjemme.
- Og det følger jo med den dag i dag. Fortidens helte og deres bedrifter. Historiens vingesus følger med, når man trækker landsholdstrøjen over hovedet, siger den 22-årige angriber – og ser ud som om, at det faktisk er lidt svært at forstå, at det nu er ham, der snart skal stå i landsholdstrøjen til en slutrunde.
- Ja, det er det egentlig. Det er vildt, at jeg kan kalde mig landsholdsspiller. Det er jo det ypperste, man kan opnå som dansk fodboldspiller.
- Man ved, hvor mange der sidder og ser med hjemme i stuerne, for det er jo hele nationens hold, der spiller der. Det er rigtig stort og nogle gange også surrealistisk, at man selv er en del af det, siger han.
Det surrealistiske bliver selvfølgelig ikke mindre af, at Jonas Wind for et år siden stadig var i gang med genoptræningen fra en korsbåndsskade, der satte ham ud af spillet i hele ti måneder. Og han blev da også rørt, da han i oktober sidste år blev udtaget til en træningskamp mod Færøerne. Han havde været nede i kulkælderen, men nu var han oppe i lyset igen.
- Min debut er noget, som jeg altid vil huske, også selv om det i gåseøjne bare var en træningskamp mod Færøerne på MCH Arena. Det lyder ikke af meget, men for mig var det stort og en kamp, der endte med at betyde rigtig meget for mig, siger Jonas Wind, der spillede de sidste 20 minutter i stedet for Christian Eriksen, da 4-0-sejren var sikret.
- Det er jo ikke den værste spiller at blive skiftet ind for, siger han med et grin.
En atypisk angriber
At han måtte vente et års tid på sin debut er måske heller ikke så underligt endda, for det har han prøvet før. Andre FCK-talenter blev rykket hurtigere op end ham undervejs på vejen mod Superligaen, men Jonas Wind er også på mange måder en atypisk angriber.
- Helt enig. Som regel er en angriber enten en hurtig raket eller en klassisk ni'er, der står inde i boksen. Men jeg har altid spillet min fodbold på den måde, at jeg godt kan lide at droppe ned i banen og ikke bare være den klassiske angriber, der står inde i boksen og prikker den ind.
- Men jeg har nogle andre kvaliteter, som holdet kan drage nytte af, når jeg falder ned i spillet og også kan sætte de andre op, siger Jonas Wind.
Men mål scorer han stadig. Både for FC København og for Danmark, så han har allerede bevist, at blikket for spillet og fodboldintelligensen også kan bære mod de sværeste modstandere. Som for eksempel Belgien, hvor Danmark godt nok tabte Nations League-kampen 4-2 i Leuven, men hvor Jonas Wind sørgede for udligningen til 1-1.
- Jeg kan da huske, at jeg hev efter vejret et par gange i 1. halvleg, hvor jeg tænkte ”okay, skal vi ikke lige tage det stille og roligt...”
- Men det er jo det niveau, som jeg gerne vil op på en dag også, så det er kun fedt at mærke det tempo, der er i de landskampe, når man virkelig møder de store nationer, siger Jonas Wind.
Håb og ambitioner
Og nu venter belgierne altså igen i den ene af de tre EM-puljekampe, hvor Finland og Rusland udgør resten af gruppen. Alle tre kampe i Parken, stedet hvor Jonas Wind både har sin daglige hjemmebane med FCK, og hvor hans kærlighed til landsholdet i sin tid blev født med flag på kinderne.
Nu har han seks landskampe og tre mål på landsholds-cv'et, men selv om Wind godt ved, at han ikke er blandt de tre første navne på holdkortet, så har han håb og ambitioner, der rækker ud over at se til fra sidelinjen.
- Bare det at være med til en slutrunde er fedt, men det er ikke det samme som at sige, at jeg tager det roligt derfra. Jeg vil selvfølgelig være en del af det.