Christian Eriksen efter EM-fuser: 'En træls følelse'

Den danske målscorer var skuffet efter 1-1 mod Slovenien ved EM.

Danmarks EM-premiere efterlader "en træls følelse" hos Christian Eriksen efter søndagens 1-1-kamp mod Slovenien.

- Det er altid irriterende at komme foran og tro, at man har den og så tabe point i sidste ende, siger han til DR Sporten.

- Men igen har vi ét point, og turneringen er i gang. Vi må bygge på herfra.

Christian Eriksen sørgede ellers for en forrygende dansk start, da han efter 17 minutters fodbold og en fornem kombination med Jonas Wind scorede til 1-0.

- Det var dejligt og på et dejligt tidspunkt. Vi havde snakket om, at vi skulle score på en dødbold, der gjorde de andre desværre også, men vi kom godt i gang, og det var fedt med så mange danske fans. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne give dem noget mere i anden halvleg, siger Christian Eriksen.

- Vi gik ned på energi, og Slovenien kom lidt mere med. De spiller opportunistisk, og vi blev ikke rigtig farlige, siger Christian Eriksen. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)

'Vi mærker, at vi havde noget at tabe'

Ganske som den danske Manchester United-spiller fortæller, var der en markant forskel på de to halvlege.

I den første af slagsen storspillede landsholdet, mens faren konstant lurede i anden halvleg - og til sidst gik det galt.

- Vi gik ned på energi, og Slovenien kom lidt mere med. De spiller opportunistisk, og vi blev ikke rigtig farlige, siger Christian Eriksen.

Hvad årsagen til det løsnede greb om kampen præcis er, vides endnu ikke. Den slags er svær at analysere på i minutterne efter det uafgjorte resultat, forklarer den danske forsvarspiller Jannik Vestergaard.

- Det er også lidt naturligt. De havde noget, de skulle jagte og satser mere. De har nogle lange indkast, som bliver halvfarlige og et langskud, der rammer stolpen. Det giver dem momentum, og vi mærker, at vi har noget at tabe, siger han til DR Sporten.

Leicester-spilleren afviser, at landsholdet blev ramt af nervøsitet, men de havde svært ved at håndtere Sloveniens pres.

- Det skal vi være bedre til at straffe, for når de satser fremad, åbner der sig et rum bagved. Vi skaber ikke nok til at gøre ondt på dem. Vi har en enkelt stor chance, som måske kunne have lukket kampen, men vi skaber ikke nok, siger Jannik Vestergaard.

Med ét point i banken er intet forbi for det danske landshold, men søndagens uafgjorte resultat føles som en skuffelse, forklarer forsvarspilleren. Han er træt af ikke at kunne kvittere de mange medrejsende fans for en vild opbakning.

- Det er derfor, det gør lidt mere ondt lige nu. Vi føler, at vi har tabt, selvom vi har fået et point med, siger Jannik Vestergaard.

- At have så mange medrejsende fans gør os helt vildt stolte og motiverede, men det er også en af grundene til, at skuffelsen sidder lidt dybere.