Hvad skal vi dog der?
Et spørgsmål, der er blevet stillet så rigeligt, siden Kasper Dolberg og kompagni for en uge siden sendte Wales ud af EM.
Hvad skal vi i Aserbajdsjan, knap 5.000 kilometer fra der, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå? Ja, efter 90 minutter plus det løse, så blev vi alle meget klogere.
Vi kom for at gøre arbejdet færdigt, og med en sejr på 2-1 over Tjekkiet er Danmark klar til EM-semifinalen.
At være inviteret til fodboldfest i et land, hvor værten, Aserbadsjans præsident, Ilham Aliyev, med den ene fod tramper i takt til 'We Will Rock You', mens den anden fod holder takten ved at træde på basale menneskerettigheder, er ikke noget, som fremmer sympatien for Uefas beslutning om at placere en kvartfinale i Baku.
En af moderne fodbolds nærmest daglige tragedier, der langsomt men sikkert flytter fokus væk fra svaret på spørgsmålet. Hvorfor er vi her? For fodbolden. Det har de med at glemme i Uefa, men det havde de danske spillere så sandelig husket.
En smule bange anelser fik man alligevel inden første fløjt, da Kasper Hjulmand viste sig på sidelinjen uden sin sorte lykketrøje. Det ville dog nærmest også være selvskadende i en varme på 32 grader. I stedet var han sommerligt klædt til en aften i troperne.
Der skulle da også kun gå fem minutter, før overtroen blev svedt ud af kroppen.
Kasper Dolberg stressede den bagerste tjekkiske mand, og af den aktion fik han det absolut bedste udfald. Hjørnespark til Danmark.
Jens Stryger Larsen fandt Thomas Delaney, skalle mod læder, 1-0 til Danmark.
Da Thomas Delaney brølede på det Olympiske Stadion i Baku, kunne det høres helt oppe under taget.
Allerede der var det pengene værd for den flok ’bindegale’ danskere, som Kasper Hjulmand med et smil døbte de danskere, som havde taget turen til Baku. Hvorfor er vi her? Derfor.
En lille bid af Parken havde sneget sig hele vejen til Aserbajdsjan, og det føltes næsten naturligt.
Den danske drømmestart så dog ikke ud til at gå tjekkerne på. Flere gange i løbet af første halvleg havde de mere end gode muligheder for at bringe balance i regnskabet.
Tættest på kom det, da Kasper Schmeichel selv måtte finde den store fejebakke frem for at rydde op efter et kikset udspark, der forærede tjekkerne en god mulighed.
Danskerne stod generelt længere tilbage på banen efter scoringen, og det gav muligheder på omstillinger, hvor især Mikkel Damsgaard var tæt på.
På denne aften, hvor han rundede 21 år, var det svært ikke drømme stort på hans vegne. Det samme gjorde sig gældende for den danske helt fra Amsterdam, Kasper Dolberg.
I første halvleg dryssede han hælafleveringer ud i alle tænkelige vinkler. Tog sine løb, gjorde sin pligt.
Charme, selvtillid og dødlækkert hår, messede man for sig selv, da Joakim Mæhle besluttede sig for, at Dolberg fem minutter før pausen skulle have lidt personlig betjening med en yderside så smuk, at de normale gloser som ’banan’ eller ’papegøje’ på ingen måde ville yde øjeblikket retfærdighed.
Nej, det var kunst, et kapitel for sig til næste bind af Danmarkshistorien.
Til sidste blodsdråbe
Kasper Hjulmand havde ikke behøvet, men efter pausen havde den danske landstræner fundet sin velkendte lykketrøje frem. Få minutter senere kunne han med god grund have flået den af igen, for effekten synes at være opbrugt.
Patrik Schick, Tjekkiets farligste kort, udnyttede en svag markering i det danske forsvar til at bringe Tjekkiet tilbage i kampen.
Den er den slags øjeblikker, der får blodtrykket til at udvikle sig i en uheldig retning. Især med de næste ti minutters spil, hvor tjekkerne pressede danskerne så langt tilbage, at alt, der var tilbage, var at forsvare feltet.
Det er svært at holde hovedet koldt i en sauna, men Kasper Hjulmand forsøgte, mens Kasper Schmeichel i målet passede sit arbejde på fornem vis.
Ud gik Kasper Dolberg og Mikkel Damsgaard, mens Yussuf Poulsen og Christian Nørgaard røg på banen. Ind med noget rutine, noget saft, noget at true tjekkernes bagrum med.
Yussuf Poulsen skulle da også kun bruge få minutter, før han sendte ilten tilbage i lungerne hos alle de, der holdt vejret.
Den brugte de medrejsende til igen at sende ’Der er et yndigt land’ i rotation på stadion i Baku. Spred det gode budskab, stram nu skruen. Nok er vi er et yndigt land, men vi forlader ikke det Kaspiske Hav uden en stak billetter til semifinalen.
Danskerne kunne også have lukket opgøret, da Joakim Mæhle, banens største batteri, slap alene igennem i det tjekkiske felt. De seneste ugers erfaring viser, at det som regel medfører en forløsende scoring, men ikke i dag.
Og når alt kom til alt, så kunne det også være lige meget, for Danmark holdt stand, gjorde arbejdet færdigt under mærkværdige betingelser i Baku.
Hvad skulle vi dog her? Ja, det kommer vi nok til at spørge os selv om de næste mange år, men det vigtigste er, at vi skal videre.
Wembley venter.