Der venter en kæmpestor kamp for de danske spillere torsdag aften, når Østrig venter i EM-semifinalen. Både en stor opgave og en stor oplevelse. Men det er nu, at spillerne skal bruge alt det, de hver dag arbejder så hårdt for at blive gode til.
- Alt det hårde arbejde man lægger i, og den træning vi har lavet hele livet, det er for at komme til at spille de her kampe. Det er nogle mål og nogle drømme, der går i opfyldelse, siger Line Røddik.
En kamp af den størrelse som EM-semifinalen påvirker selvfølgelig også spillerne, men det er på den gode måde – og nu skal finalen sikres.
- Der er sikkert mange derhjemme, som følger med, også i hele Europa. Det glæder vi os bare sindssygt meget til. Der er begyndt at komme lidt sommerfugle i maven, men det er på en god måde.
- Nu er vi så tæt på, så nu vil vi i finalen, siger Pernille Harder.
Danmark og Østrig spiller torsdag aften klokken 18.00. Kampen vises på TV 2, men du kan også lytte med i LIGA på P3 eller følge opgøret her på dr.dk.