Det var to halvlege som nat og dag, da Danmark torsdag aften tabte til Holland ved EM i fodbold. I første halvleg var danskerne spillet ud af brættet og var helt på hælene mod værtsnationen, men efter pausen fik Danmark fat og tilspillede sig et hav af store chancer. Alligevel tabte Danmark 1-0, og det ærgrer den ellers målfarlige kantspiller.
- Der var mange tårer, der lige skulle ud af mine øjne. Jeg brænder to-tre hundredeprocentschancer, og det gør, at vi ikke får uafgjort eller en sejr, siger Sanne Troelsgaard efter torsdagens nederlag.
Landstræner Nils Nielsen havde mod Holland valgt at forsøge sig med en 4-4-2-formation, og det virkede bestemt ikke, da Holland sad totalt på første halvleg og spillede Danmark ud ad banen.
- Vi bliver presset lidt i bund, og vi kommer egentlig aldrig over deres pres i første halvleg. Så tør vi ikke at spille og tør ikke holde fast i bolden. De sidste 10 minutter af første halvleg kommer vi stille og roligt med, og så har vi en fantastisk anden halvleg. Det må vi tage med. Vi kommer frem til chancerne, og at deres keeper har verdens bedste dag, det er uheldigt for os, siger hun.
- Nu skal vi evaluere kampen, og så skal vi vise alt, hvad vi kan mod Norge. Vi skal have en sejr. Vi skal angribe kampen, frem på banen og score nogle mål. Vi har chancerne til det mod Holland. Nu er det hovedet op igen, og så har vi stolpe ind på mandag, det er jeg sikker på.
De hollandske værter har nu sikret sig to sejre og seks point, mens Danmark og Belgien hver har tre point. Norge er sidst i gruppen med nul point.