Populære EM-kvinder: Vores sociale medier koger

Beskederne strømmer ind til de danske landsholdsspillere, der får mange nye følgere på Instagram og Facebook.

De danske fodboldkvinder er blevet populære på de sociale medier. (Foto: © Daniel Mihailescu, Scanpix)

Flere danskere har fået øjnene op for de danske fodboldkvinder i takt med holdets fornemme præstationer under EM i Holland.

Søndagens sensationelle 2-1-sejr i kvartfinalen over de tyske europamestre har fået spillernes sociale medier til at eksplodere forud for torsdagens semifinale mod Østrig.

- Man har stort set ikke kunnet gå på nogen sociale medier, før vi popper op, siger Line Sigvardsen Jensen.

- Det har vi specielt kunnet mærke her efter sejren over Tyskland.

- Det er da fedt, at det er hypet så meget derhjemme. Vi kan godt mærke det, selv om vi er hernede. Det er da superfedt, at folk følger med, og kan se at vi kan nogle ting, siger midtbanespilleren.

Fint og dejligt

Anfører Pernille Harder er under EM nået op på næsten 19.000 følgere på Instagram, og hun mærker også interessen på Facebook.

- Der er mange, der er begyndt at skrive til mig, siger Harder.

- På Instagram har jeg pludselig dobbelt så mange følgere. Det er fint og dejligt, at der er interesse. Og at folk synes, at det er interessant at kigge på vores kampe, siger hun.

Midtbanespilleren Sanne Troelsgaard, der blev matchvinder i gruppekampen mod Belgien, får også mange henvendelser.

- Der er så mange, der skriver til os, som vi ikke kender.

- Det er folk, som ikke har fulgt med i kvindefodbold før. De værdsætter den måde, vi er på.

- At vi er meget oprigtige, at vi står og græder det ene øjeblik og smiler det næste. Det er følelser, og sådan er fodbold.

- Man fornemmer, at der er eufori, men vi mærker det ikke helt på samme måde hernede. Det er sikkert meget godt, for vi skal koncentrere os om semifinalen mod Østrig, siger Troelsgaard.

Joket med karakterer

En del flere medier end tidligere dækker også landsholdet under EM, og det betyder, at spillerne kan gå på netaviserne og læse om hinanden.

- Det er altså ret sjovt nogle gange, hvad folk siger og udtaler, fortæller Line Sigvardsen Jensen.

- Specielt karaktererne er der blevet joket med. Men det er ikke noget, vi lader os gå på af. Det tager vi med, siger midtbanespilleren.

Torsdagens semifinale mod Østrig spilles klokken 18.00 i Breda.

I den anden semifinale står de hollandske EM-værter over for England.

/ritzau/