Nadim: Vi var bange for at spille fodbold

Den danske angrebsstjerne Nadia Nadim var selv blandt synderne og efterlyser mere kynisme efter de mange brændte chancer i nederlaget mod Holland.

Det danske landhold led et smertefuldt 1-0-nederlag mod EM-værtsnationen Holland torsdag aften.

De danske kvinder kom skidt ud til kampen, som hollænderne dominerede i første halvleg, hvor de scorede kampens eneste mål på straffespark.

Hollænderne var før kampen udråbt som favoritter, men Danmark gjorde de orangeklædte unødvendigt gode, mener angrebsstjernen Nadia Nadim.

- Vi spiller en virkelig dårlig første halvleg. Vi var bange for at spille fodbold. Der er Holland for dygtige til, at vi kan give dem så meget plads, siger Nadia Nadim, der dog kunne notere sig, at det danske spil så langt bedre ud i de sidste 45 minutter, hvor Danmark skabte mere end rigeligt med chancer til minimum at tage det ene point.

Ikke hårde nok

Nadim og holdkammeraterne var dog alt andet end skarpe foran det hollandske mål.

- Vi kommer godt tilbage i anden halvleg, hvor vi skaber chancer, men vi var ikke kyniske nok og taber 1-0. Måske uafgjort havde været fortjent, men sådan er fodbold. Vi er selvfølgelig skuffede, siger Nadia Nadim, der ærgrer sig over, at Danmark ikke fra starten gik hårdere til stålet.

- Vi kom ikke hårdt nok ind i duellerne. Vi har alt for meget respekt og lader dem styre spillet. Der er de for dygtige.

Trods nederlaget til Holland har Danmark stadig mulighed for at gå videre til gruppespillet, hvor uafgjort endda kan vise sig at være nok i den sidste gruppekamp mod Norge, der tidligere torsdag overraskende tabte 2-o til Belgien, som Danmark slog 1-0 i den første kamp.

Danmark møder Norge mandag aften.