Det danske kvindelandshold i fodbold spiller sin første kamp ved EM-slutrunden om tre dage. Og på de tre dage skal flere af landsholdets profiler vise noget til træning, hvis de vil forblive i startopstillingen. Ingen nævnt, ingen glemt.
Så simpelt er budskabet fra landstræner Nils Nielsen, efter at holdet i sin sidste generalprøve op til EM fik en lussing af Østrig på 4-2 og generelt leverede en præstation fuld af fejl.
I nederlaget til Østrig stillede landstræneren op i sin formodede stærkeste opstilling. Men ingen i start-11’eren skal føle sig for sikker på sin plads:
- Den plan, jeg har lagt, har ikke ændret sig så meget i forhold til, at jeg godt ved, at de tre næste kampe bliver meget forskellige. Derfor har det ikke været planen nogensinde at stille med det samme hold tre gange i træk, siger Nils Nielsen.
- Men det er klart, at der var nogen, der havde så skidt en kamp, at de skal steppe op til træning, hvis de ønsker at spille.
Kræver mere tilstedeværelse
Danskerne virkede mentalt fraværende i kampen mod Østrig, og netop den danske indstilling er noget, Nils Nielsen vil arbejde med i dagene op til den første EM-kamp mod Belgien.
- Det var de mest rutinerede spillere, der var på banen, så det er ikke noget, de ikke har prøvet før at stå i en situation efter en pænt ringe præstation. Men nu er vi videre i teksten, og så må vi forlange mere af hinanden og kræve mere tilstedeværelse, siger Nils Nielsen og fortsætter:
- Vi er nødt til at træne mere, som vi skal spille. Hvis vi er lidt for tilbagelænede i forhold til, at vi skal ud og præstere, så kommer vi også ud sådan, når vi skal spille kamp, og det kan vi ikke holde til – så sker der det, der gjorde mod Østrig.
Danmark er i en svær gruppe ved EM. Modstanderne er Belgien, Holland og Norge. Den første kamp spilles søndag og vises på DR 1 fra kl. 20.30.