Danmark spiller søndag aften EM-finale mod de hollandske favoritter og værter fra Holland.
Den danske landstræner Nils Nielsen har naturligvis en slagplan klar og lidt overraskende har den finurlige træner fra Ærø fundet inspiration i boksningens verden.
Nærmere betegnet den fiktive del af boksningens verden.
- Hvordan slår vi Holland? Vi havde en meget interessant første kamp, synes jeg. Hvis du ser på det som i Rocky Balboa-filmene, så i den første kamp mellem Rocky og Apollo Creed, der var Apollo Creed lidt overrasket over, at Rocky rent faktisk slog igen. Det gjorde vi i anden halvleg, siger Nils Nielsen om 1-0-nederlaget mod Holland i gruppespillet, hvor de orange var bedst i første halvleg, mens Danmark var tæt på at sætte et afgørende stød ind i anden.
- Det bliver som den anden kamp mellem Rocky og Apollo Creed mod Holland i morgen. Og denne gang vinder Rocky, siger Nils Nielsen på det sidste pressemøde inden den store finale søndag.
Rammer underholdningsniveauet i finalen mellem Danmark og Holland noget, der bare minder om spændingen og intensiteten i de vidunderlige kampe mellem Rocky og Apollo Creed, så bliver det en historisk god finale søndag aften.
Kampen mellem Danmark og Holland spilles søndag klokken 17 og kan ses på DR1 med optakt fra klokken 15:30.