Kronprins Frederik efter finalenederlaget: De er kede af det men snart stolte

Der var royal opbakning og lykønskning til de danske fodboldkvinder, der tabte EM-finalen 4-2 til værtsnationen Holland.

De danske fodboldkvinder kunne ikke krone en flot EM-turnering med en finalesejr mod værtsnationen Holland, der søndag aften vandt en medrivende finale 4-2 foran 30.000 tilskuere.

Heriblandt Kronprins Frederik, der kalder sejren til hollænderne fortjent.

- Hollænderne havde noget ekstra styrke, som vi må erkende, vi aldrig rigtig kom efter, siger Kronprins Frederik, der trods nederlaget til Danmark ikke hang med hovedet.

Anderledes nedtrykte var de danske spillere efter finalen.

- Nu fik jeg mulighed for at sige tillykke til dem alle sammen ude på banen. De var jo lidt lamslåede eller i hvert fald kede af det. Det kommer i løbet af nogle få timer, så er de enormt stolte, siger Kronprins Frederik om de danske EM-sølvvindere, der ikke var spået en finaleplads inden turneringen.

Interessen for det danske kvindelandshold er vokset støt i takt med de gode resultater i Holland, så nu er spørgsmålet om den interesse vil vare ved, nu hvor EM-festen er forbi.

- Det er svært at spå om fremtiden, men der er kommet rigtig god opmærksomhed på dansk kvindefodbold. Nu er der momentum og så er det op til klubberne og DBU at høste på det, siger Kronprins Frederik.