Den mest sete fodboldkamp i tre år. Det er en kendsgerning for EM-finalen søndag aften, da Danmark tabte til Holland i Enschede.
Ud over sølvmedaljerne kan de danske kvinder glæde sig over at interessen har været så stor, at finalen blev den mest sete fodboldkamp i tre år. Finalen blev set af 1.469.000, hvilket svarer til 82 procent af alle dem, der så tv søndag aften.
Ikke siden VM-finalen i 2014 har så mange set en fodboldkamp, og det er den mest sete danske fodboldlandskamp siden 2012, da mændene deltog ved EM i Polen og Ukraine.
Derudover slår seertallene både Champions League-finalen i maj mellem Real Madrid og Juventus samt flere af fodboldherrernes VM-kvalifikationskampe.
Frugtbar satsning
Både DR og TV2 sendte finalen, og hos DR er Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten, glad for opbakningen til kvindelandsholdet.
- Vi er glade for den store succes og opbakning kvinderne har fået og glade for at vores langsigtede satsning på kvindelandsholdet har båret frugt, siger Anders Kern Boje.
- Derfor er vi også utrolig tilfredse med, at vi også fremadrettet kan vise danskerne kvindernes VM kvalifikation og slutrunde i 2019. Det glæder vi os allerede meget til, siger han.
De danske sølvkvinder indleder kvalifikationen til VM i Frankrig i 2019 19. september mod Ungarn. DR sender alle kvalifikationskampe, der spilles på hjemmebane og sender ligeledes selve slutrunden.
Allerede 15. september spiller Danmark en EM-revanche mod Holland i Horsens. En kamp, der ligeledes kan ses på DR.