Der kan være lidt over 30.000 tilskuere på søndagens finalestadion i Enschede, når Danmark skal forsøge at slå Holland i EM-finalen.
Stort set alle billetter er revet væk, og DBU har da også kun 1000 billetter til salg til de danske fans.
- Der er mange andre, der allerede har sikret sig billetter til finalen, så vi kan desværre ikke klare den efterspørgsel, der er. De 1.000 er ikke ret mange, og det er vi rigtig kede af, men vi håber, der bliver lavet fest hjemme i Danmark, siger kommerciel direktør Katja Moesgaard til TV2.
Hvis man vil sikre sig en billet til kampen på søndag, skal man være hurtig. DBU åbner salget af de 1000 billetter kl. 10 i dag på unionens hjemmeside.
Ud over de 1000 billetter har DBU også pakkerejser til salg til finalen, hvilket også kan erhverves via unionens hjemmeside.
Opdatering: Alle 1000 billetter er nu solgt. De blev udsolgt på 20 minutter, oplyser DBU på unionens hjemmeside.
Du kan følge EM-finalen direkte på DR1 på søndag og i LIGA på P3.