EM-STATUS: Den gode, den skuffende og den virkelig overraskende

DR Sportens fodboldkommentatorer Arnela Muminovic og Henrik Liniger peger på første rundes lys- og lavpunkter.

Lieke Martens har været et tidligt lyspunkt for Holland, der må regnes blandt favoritterne ved EM. (Foto: © VINCENT JANNINK, Scanpix)

Første runde ved EM i Holland er færdigspillet, hvor de danske fodboldkvinder heldigvis lagde fra land med en 1-0-sejr over Belgien.

EM-slutrundens øvrige hold har nu alle også været i aktion og har man ikke fulgt tæt med, så giver DR Sportens to fodboldkommentatorer Arnela Muminovic og Henrik Liniger deres bud på rundens hold, rundens overraskelse, rundens skuffelse og rundens profil.

Rundens hold:

- Rundens hold må blive England. Jeg synes måske at Holland også har spillet rigtig godt, og de fik større modstand mod Norge, end England gjorde mod Skotland.

- Men man kan ikke sidde en 6-0 over hørig, og slet ikke når den kommer, som den gør. England spillede en gennemført god kamp. Og vi har set flere af de store hold være tilfredse med mindre sejre, men England gav den fuld gas.

- Vi savnede den her målrige kamp. Så det hold, der står tilbage som rundens hold, er England.

Rundens overraskelse:

- Schweiz har et godt hold og vandt deres kvalifikationsgruppe helt suverænt, så det må være Østrig, der slog schweizerne. Østrigerne var taktisk stærke og havde desuden nogle spillere, der udmærkede sig. Jeg er meget spændt på Østrig. Kan de holde den fornemme stil?

- Det er svært at sige, hvor langt Østrig kan komme. Men alene hvis de kommer videre fra gruppespillet, så er det en kæmpe sensation.

Rundens skuffelse:

- Tyskland – Sverige var en skuffelse rent underholdningsmæssigt, men af de store favoritter er det alligevel nok Frankrig, der har mest at indhente. Det var på ingen måde kalkuleret for dem, at de sådan lidt skulle reddes af et straffespark mod et hårdt kæmpende islandsk hold.

- Frankrig har nok det mest talentfulde hold på verdensplan sammen med USA. De har så mange spillere at gøre godt med, hvor landsholdet har en kerne af stærke spillere fra Lyon. De skal nå en finale med det hold. Det er en gylden generation.

Rundens spiller:

- Når alt kommer til alt og trænerne har talt nok om taktik, så er det målene, der tæller. Og der synes jeg, at det er fedt, vi fik et hattrick i første runde – i en ellers meget målfattig første runde.

- Jodie Taylor går ind og scorer tre mål, det viser bare klasse og sikkerhed i afslutnignerne. Og det er noget, der kan tage England langt, at de har sådan nogle angribere, der kan de her stensikre afslutninger. Der blev ikke fedtet med det.