Kvindefodbold bliver med jævne mellemrum sammenlignet med fodbolden på herresiden.
Under det igangværende EM i Holland har en debattør i Berlingske vurderet det danske kvindelandsholds kampe til at være på niveau med herrefodbold i serie 2 eller serie 3.
Men ifølge landsholdsforsvareren Line Røddik er det forkert at måle kvinderne op mod herrerne.
- Ja, herrerne er hurtigere end kvinderne. Ja, de sparker længere og hårdere end os. Det kommer aldrig til at ændre sig, for det er rent fysiologisk.
- Så jeg mener ikke, at man skal sammenligne herre- og kvindefodbold, siger Line Røddik.
Landsholdsspilleren peger på, at der ikke er samme trang til at måle kvinderne op imod herrerne i flere andre sportsgrene.
- Man siger heller ikke til de kvindelige 100-meter-løbere, at de skal løbe hurtigere, fordi herrerne gør det, siger Røddik.
Historisk betinget
Barcelona-spilleren har efterhånden kun et skuldertræk til overs for folk, der gerne vil lave sammenligningen.
- Jeg tror, at jeg er blevet så vant til at høre på det, at det ikke længere irriterer mig, siger hun.
Line Røddik har med tiden gjort sig sine overvejelser omkring årsagen til, at kvindefodbolden indimellem skal have et drag over nakken i sammenligningen med herrerne.
- Det bunder måske i, at fodbold før i tiden var så meget en herresport.
- Kvinderne er først senere trådt ind i den her verden, som har været så stor på herresiden, siger hun.
Det danske kvindelandshold har foreløbig vundet to af holdets tre kampe ved EM i Holland. På lørdag venter de regerende tyske europamestre i kvartfinalen i Rotterdam.
/ritzau/