De østrigske fodboldkvinder fortsætter med at vise sig frem ved EM, hvor de nu er klar til semifinalen mod Danmark efter en sejr over Spanien.
Det østrigske hold deltager for første gang ved en EM-slutrunde og var ikke på forhånd anset for at være blandt de hold, der skulle komme langt i turneringen. Det forhindrede dem dog ikke i at gå ubesejret igennem gruppespillet, som de vandt efter to sejre og en uafgjort.
At de trods deres beskedne erfaring fra slutrunder ikke er et ueffent mandskab, fik Danmark at føle i den sidste testkamp inden EM i Holland, som de tabte med 4-2 i Østrig.
Så målfarlige var de ikke mod Spanien i kvartfinalen, der var fattig på chancer.
Skarpest fra 11 meter-pletten
Først efter ordinær og forlænget spilletid blev der taget hul på målscoringerne, da kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.
Østrigerne viste sig at være skarpest på de fem afgørende spark, og alpelandets stolte fodbolddøtre missede ingen af deres forsøg.
Silvia Meseguer brændte det tredje spanske forsøg, der blev reddet af østrigernes målmand. Sarah Puntigam stod for det afgørende spark i kampen, og det sendte hun i mål til stor østrigsk jubel.
Danmark møder nu Østrig i semifinalen på torsdag. Spilletidspunktet er endnu ikke fastlagt.