En landskamp på et fyldt Stade de France i Paris vil normalt beskæftige maks 1.300 politibetjente. I aften er der udkommanderet mellem 4.000 og 5.000 til en kamp, der kun er en fjerdedel udsolgt.
Frankrig møder Israel i Nations League. Ikke en fodboldkamp med alverden på spil imellem de to hold, men en begivenhed, politiets talsmand Laurent Nuñez flere gange har kaldt "højrisiko" med en "ekstremt forstærket" sikkerhed.
- 1.600 sikkerhedsmedarbejdere er blevet indkaldt alene til stadion, og en elitepolitienhed er blevet udpeget til at beskytte det israelske hold, siger Laurent Nuñez ifølge The Guardian.
DR's reporter, Cecilie Kallestrup, er i Paris, og hun er allerede her til eftermiddag blevet gennet væk fra Stade de France af politiet:
Demonstrationer onsdag aften
Onsdag aften var de første demonstranter på gaden i Paris, men foreløbig har de israelske landsholdsspillere oplevet ro og orden, sagde anfører Eli Dasa på gårsdagens pressemøde forud for kampen.
- Alt er i orden. Først og fremmest vil vi gerne takke den franske regering for den sikkerhed, vi er blevet mødt af. Vi føler os trygge, siger Eli Dasa.
Siden Hamas' terrorangreb den 7. oktober sidste år og den efterfølgende krig i Gaza har Israels fodboldlandshold ikke kunnet spille hjemmekampe i Israel. Da danske FC Midtjylland tidligere på efteråret mødte Maccabi Tel Aviv i Europa League, blev kampen også spillet på neutral grund i Beograd.
- Enhver fodboldspiller vil selvfølgelig gerne spille nogle af sine kampe hjemme med fyldte stadioner, men vi er også taknemmelige for dem, der er modige nok til at komme her. Jeg har en masse venner rundt omkring i Paris, som gerne vil komme og se kampen, sagde Eli Dasa.
På det franske pressemøde blev landsholdsspiller N'Golo Kanté spurgt, om det var flovt at skulle spille mod Israel.
- Siden jeg ankom, har jeg ikke hørt noget i den retning. Det eneste, jeg har hørt, er, at vi skal sikre det point, der vil give os en plads i kvartfinalen, lød det korte svar.
Landstræner Didier Deschamps er på bølgelængde.
- Vi har sørget for at forberede os til denne kamp så normalt som muligt, men der er selvfølgelig ikke nogen på vores hold, der kan være ufølsomme over for konteksten, som er tung. Men jeg har ikke tænkt mig at tale med spillerne om det, sagde den franske landstræner.
Massive uroligheder i Amsterdam
Aftenens kamp i Paris kommer kun en uge efter de voldsomme uroligheder i Amsterdam. Her blev israelske fodboldfans udsat for, hvad hollandske myndigheder kalder antisemitisk vold.
Når den franske præsident Emmanuel Macron indfinder sig på Stade de France torsdag aften, er det også i solidaritet med ofrene fra Amsterdam.
Elysée citerer Macron for at ville vise sin fulde støtte til det franske hold, som han gør hver kamp, men også "sende et budskab om broderskab og solidaritet efter de utålelige handlinger af antisemitisme, der fulgte kampen i Amsterdam".
Israelske myndigheder har, ifølge The Guardian, rådet tilhængere til ikke at deltage i kampen i Frankrig og sagt, at israelere i udlandet bør undgå "genkendelige israelske eller jødiske symboler".
- Grupper, der ønsker at angribe israelere, er blevet identificeret i en række europæiske byer på tidspunktet for den planlagte kamp for det israelske landshold, sagde det israelske nationale sikkerhedsråd søndag og navngav konkret Bruxelles, Amsterdam og Paris.
Israelske myndigheder og sikkerhedsstyrker har været inddraget i planlægningen af begivenhederne i Paris i aften. Kampen mellem Frankrig og Israel begynder klokken 20:45.