Dolberg er skarpere end Luis Suarez

Det går ufatteligt stærkt for det danske talent Kasper Dolberg for tiden. Statistikkerne bakker den store hype op.

Kasper Dolberg er en giftig herre. Den unge dansker skal ikke bruge mange minutter per scoring. (Foto: © Stanley Gontha, Scanpix)

Den nye Marco van Basten, den nye Zlatan Ibrahimovic, den nye Preben Elkjær.

Den 19-årige jyde Kasper Dolberg har trods en meget kort seniorkarriere allerede banket forventningerne i vejret i sådan en grad, at Ajax-spilleren sammenlignes med nogle af de allerbedste angribere i fodboldhistorien.

Det er selvsagt alt for tidligt at tidligt at sige, hvad den tidligere Silkeborg-spiller kan udvikle sig til, men det er ikke svært at forstå, hvis danske fodboldfans har svært ved at holde armene nede over den lyshårede angriber, der både er stærk, elegant og kynisk.

Den eneste, der lader til at kunne styre sin begejstring for Kasper Dolberg, er Kasper Dolberg. Efter sit hattrick mod Nijmegen konstaterede Dolberg tørt, at en angriber jo skal score på sine chancer.

Hvilket Kasper Dolberg har gjort i sådan en grad, at han er én af Europas farligste angribere i denne sæson.

Skarpere end de fleste

Danskeren er i sin gennembrudssæson skarpere end notoriske målscorere som Chelseas Diego Costa og FC Barcelonas Luis Suarez, hvis man ser på, hvor mange minutter topscorerne i de store europæiske ligaer skal bruge pr. mål.

Luis Suarez må sande, at han skal bruge flere minutter per scoring end Kasper Dolberg. Det samme gør sig gældende for Lionel Messi, hvis man fraregner argentinerens scoringer på straffespark. (Foto: © Marcelo Del Pozo, Scanpix)

Det er i det hele taget nogle ret prominente herre, som Kasper Dolberg placerer sig over på den liste, som du kan se herunder, om end den fremadstormende dansker får baghjul af navne som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Dog ikke hvis man vælger at tage mål scoret på straffespark ud af regnestykket. Så er Kasper Dolberg statistisk set kommet bedre i gang med denne sæson end de to målmaskiner fra FC Barcelona og Real Madrid.

Nederst i artiklen her kan du se, hvad trænere og tidligere stjerner mener om Kasper Dolberg.

Topscorere i Holland

Kasper Dolberg – 12 kampe, 8 mål – 797 spilleminutter – scorer hvert 100. minut

Nicolai Jørgensen – 13 kampe, 8 mål – 1102 spilleminutter – scorer hvert 138. minut

Enes Ünal – 11 kampe, 8 mål – 847 spilleminutter – scorer hvert 106. minut

Topscorer i England

Diego Costa – 12 kampe, 10 mål – 1057 spilleminutter – scorer hvert 106. minut – 1 mål på straffespark

Topscorere i Italien

Mauro Icardi – 13 kampe, 10 mål – 1170 spilleminutter - scorer hvert 117. minut – 1 mål på straffespark

Edin Dzeko – 13 kampe, 10 mål – 1068 spilleminutter – scorer hvert 107. minut – 1 mål på straffespark

Andrea Belotti – 11 kampe, 10 mål – 911 spilleminutter – scorer hvert 91. minut – 1 mål på straffespark

Topscorere i Tyskland

Pierre-Emerick Aubameyang – 10 kampe, 12 mål – 895 spilleminutter – scorer hvert 75. minut – 1 mål på straffespark

Anthony Modeste – 11 kampe, 12 mål – 960 spilleminutter – scorer hvert 80. minut – 1 mål på straffespark

Topscorere i Spanien

Lionel Messi – 9 kampe, 8 mål – 664 spilleminutter – scorer hvert 83. minut - 2 mål på straffespark

Luis Suarez – 11 kampe, 8 mål – 820 spilleminutter – scorer hvert 103. minut -

Cristiano Ronaldo – 9 kampe, 8 mål – 761 spilleminutter – scorer hvert 95. minut – 2 mål på straffespark

Topscorere i Danmark

Teemu Pukki – 16 kampe, 10 mål – 1192 spilleminutter – scorer hvert 119. minut – 2 mål på straffespark

Marcus Ingvartsen – 17 kampe, 10 mål – 1526 spilleminutter – scorer hvert 153. minut – 1 mål på straffespark

Det siger de om Kasper Dolberg

Flemming Rasmussen (far til Kasper Dolberg): - Han kan godt virke som om, at han er lidt ligeglad, nonchalant eller kold, men man skal ikke tage fejl. Når han har noget konkurrence på banen, så tænker han inderst inde, at den modstander skal han nok komme forbi. (© Familifoto)
Dennis Bergkamp (Assistentræner i Ajax): - Vi har haft angribere, som var gode i boksen, men ikke i spillet. Eller angribere, der var gode i kombinationsspillet, men ikke kunne lave mål. Eller angribere, der kunne lave mål, men som ikke havde fart. Han har det hele. Han tilbyder sig, han har fart, og han har et øje for mål. Det vigtige er nu, hvor tit han kan vise det. Det kommer til at afgøre, hvor god han bliver. (Foto: © Mike Finn-Kelcey, Scanpix)
Lasse Schöne (klub- og landsholdskammerat med Kasper Dolberg): - Han har været gennem en meget hurtig udvikling. Men det vil være for tidligt for ham at komme til en storklub. Han har alt og er en fornøjelse at se på. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)