De danske U21-drenge indleder i dag EM i Polen, hvor holdet skal på mere end almindeligt hårdt arbejde, hvis kvalifikationen til semifinalen skal sikres.
Allerede i dag venter en kæmpeopgave, når danskerne møder Italien, der tæller spillere som Milans kæmpetalent Donnarumma, Sassuolo-angriberen Domenico Berardi, og ikke mindst Fiorentinas Federicho Bernadeschi.
Herefter skal Danmark møde Tyskland, der må regnes blandt turneringens absolutte favoritter. Og til sidst skal de unge danskere møde Tjekkiet.
Skal danskerne overhovedet have en chance for at gå videre fra gruppen, skal holdets bedste spillere, levere på højeste niveau. Men hvem er så netop de spillere? Det har vi spurgt Discoverys Zak Egholm om, og han peger på seks spillere:
Jeppe Højbjerg, Esbjerg
- Rykkede ned med Esbjerg og har haft en lidt op-og-ned-sæson. Blev slået af holdet i efteråret efter nogle lidt dårlige præstationer, men har stået godt for U21-landsholdet.
- Han skal stå en kanon-slutrunde, hvis vi skal have nogle som helst forhåbninger om at gå videre. Han er en dygtig målmand, han høj, han er reaktionsstærk. Jeg synes, han er alt for god til at stå i 1. division herhjemme.
- Han kunne godt bruge denne slutrunde til at skyde sig selv af til en større klub.
Andreas Maxsø, FC Nordsjælland
- Omdrejningspunktet og styrmanden i forsvaret er Maxsø fra FC Nordsjælland. Det er ikke et spørgsmål om, Maxsø skal spille. Det er et spørgsmål om, hvem der skal spille ved siden af ham. Der har været prøvet nogle forskellige kombinationer, men det bliver formentlig Patrick Banggaard, der skal være Maxsøs makker.
- Det er Maxsø, der er styrmand, som er dygtig til at føre bolden frem. Han er den klart mest stabile, men han skal også spille en stor slutrunde, for det bliver et EM, hvor Danmark defensivt skal stå rigtig stærkt, fordi vi møder hold, der individuelt er bedre end os.
Lasse Vigen Christensen, udlejet til Burton fra Fulham
- Den danske anfører er en tovejsspiller, der er stærk og driftsikker. Han mangler måske at lægge nogle mål og assists til spil, men han er meget stabil og spiller sjældent dårligt.
- Han har også fundet frem til et fantastisk makkerskab på midtbanen med en af holdets andre profiler, Christian Nørgaard.
Christian Nørgaard, Brøndby
- For Brøndby har han virkelig fået sit Superliga-gennembrud i denne sæson. Han har været fremragende for Brøndby, og han er virkelig vigtig for U21-landsholdet.
- Han er dygtig med bolden, og det er ham, der skal sætte det danske opspil fra en lidt dybere position på midtbanen, hvis vi skal have en chance for bevare bolden i nogle faser af kampene for at bygge spillet op med omhyggelighed.
- Han er en rigtig, rigtig god pasningsspiller, og han er faktisk også blevet mere hårdfør. I en U21-landskamp mod Italien i november kastede han sig frygtløst ind i dueller med de barske italienere, og han rejste sig igen, børstede det af sig og sloges videre og tacklede stenhårdt.
- Det har han lagt på sit spil. Vi har altid vist, han var en god fodboldspiller, men han er også blevet hård. Han bliver afgørende for Danmark.
Marcus Ingvartsen, FC Nordsjælland
- Superligaens topscorer og topscorer for Danmark i kvalifikationen til U21-EM – han skal nævnes. Han er en alsidig afslutter: Han afslutter primært med venstrebenet, kan også med højre, og han har også lagt noget styrke i sit luftspil. Han bliver rigtig vigtig.
Andrew Hjulsager, Celta Vigo
- Han har ikke fået ret meget spilletid i Spanien, siden han kom til Celta, men han er manden med ideerne på den sidste tredjedel for Danmark. Det er manden, der kan lave mål, der kan sætte en mand med dribling, han er en dygtig pasningsspiller. Han skal også ramme topniveauet, hvis vi skal kreere nogle chancer ved slutrunden.
Danmarks kamp mod Italien går i gang kl. 20.45 og sendes på Kanal5 og Eurosport 1.