Den spanske Primera Division har afvist at modtage en betaling på 222 millioner euro, som opfylder fodboldstjernen Neymars frikøbsklausul i Barcelona.
Det siger en talsmand fra ligaen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi kan bekræfte, at spillerens (Neymar, red.) repræsentanter kontaktede ligaen for at betale klausulen, men at det blev afvist, siger han.
En frikøbsklausul i spansk fodbold adskiller sig fra andre lande.
I Spanien er det spilleren selv, der køber sig fri, hvorimod det i andre lande ofte er den købende klub, der betaler et beløb til den sælgende klub.
I Spanien betaler spilleren beløbet til den spanske liga for at blive løst af sin kontrakt. Ligaen flytter derefter pengene til den sælgende klub.
/ritzau/