Hvor mange hold skal have lov til at spille med til verdensmesterskaberne i fodbold?
Det er dagens store spørgsmål, når Fifas øverste råd i dag mødes i Zürich.
På bordet er forslag om at udvide VM til enten 40 eller 48 lande i stedet for de nuværende 32 fra 2026.
Skulle det ende med en udvidelse af slutrunden, er det ikke noget, der vil møde udbredt begejstring hos DBU.
- Der skulle have været taget bedre tid til at involvere de aktører, der spiller en rolle i fodbolden. Det får blandt andet betydningen for kampprogrammet i ligaerne, så det havde været at foretrække, hvis der var lavet en dybere analyse, før der skulle træffes en beslutning, siger DBU’s formand, Jesper Møller.
Lørdag blev medlemslandene i de europæiske fodboldforbund, UEFA, informeret om, at der med stor sandsynlighed bliver truffet en afgørelse omkring en eventuel VM-udvidelse i dag.
Men selvom Fifa’s præsident Gianni Infantino har længe ønsket en udvidelse, men det er dog fortsat en mulighed, at VM holdes på de nuværende 32 deltagerlande.
Må acceptere beslutningen
Allerede mandag forholdte landstræner Åge Hareide sig skeptisk overfor en eventuel udvidelse.
- Flere hold kan risikere at give flere ligegyldige kampe, og det tror jeg ikke er gavnligt for en VM-slutrunde, sagde han blandt andet til DBU’s hjemmeside.
På trods af landstrænerens tøven omkring et større VM, så kan DBU blive tvunget til at acceptere beslutningen, hvis den bliver truffet af et flertal i Fifas øverste råd i dag.
- Det giver ingen mening at protestere mod det, hvis vi ved, der findes et demokratisk flertal for at udvide VM. Det vil jeg ikke være med til, siger Jesper Møller.