DBU efterlyser lovet Fifa-rapport: 'Det er troværdigheden, der hænger'

En varslet rapport med fokus på Fifas ansvar ved VM i Qatar er endnu ikke udkommet.

Både Fifa-præsident Gianni Infantino (til venstre) samt Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani (i midten), var i fokus under VM-slutrunden, som Lionel Messi og Argentina vandt. (Foto: © Sebastian El-Saqqa/AP © Scanpix Collage: Maria Eriksen Volthers)

Det er godt 13 måneder siden, at Argentina kunne lade sig krone som verdensmester efter det måske mest kontroversielle VM nogensinde.

Både før og under slutrunden i Qatar var der massiv kritik af værtsnationen.

Dødsfald og miserable forhold blandt de migrantarbejdere, der stod for byggeriet af værtnationens stadioner, overskridelser af menneskerettigheder og anklager om korruption er blandt andre nogle af de ting, der fyldte i forbindelse med VM-slutrunden i Qatar.

Nu er det over et år siden, at VM-slutrunden lukkede og slukkede, men det betyder ikke, at der er sat et endegyldigt punktum.

På Fifas kongres i marts 2023 opfordrede præsidenten for det norske fodboldforbund, Lise Klaveness, Fifa til at igangsætte en undersøgelse, der blandt andet skulle belyse, hvorvidt Fifa har levet op til sit ansvar i forbindelse med VM-slutrunden.

Et ansvar, der blandt andet omhandler økonomisk godtgørelse til de migrantarbejdere, hvis arbejdsforhold ikke levede op til værtsnationens løfter til Fifa.

Undersøgelsen, der skulle munde ud i en rapport, blev vedtaget og tildelt Fifas udvalg for menneskerettigheder og socialt ansvar. Men i januar 2024 er rapporten fortsat ikke offentliggjort.

Det fik den 17. januar den norske fodboldpræsident til at sige The Guardian, at hun synes, at det var ved at være på tide.

- Vi venter virkelig på rapporten. Det er over et år efter VM. Den burde komme nu, sagde hun til avisen.

'Det er Fifas troværdighed, der hænger'

Den holdning deler man i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Direktør for DBU, Erik Brøgger Rasmussen, fortæller, at han "på vandrørene" - i lighed med Lise Klaveness - havde fået indtrykket af, at Fifas rapport ville udkomme den 18. december - på etårsdagen for VM-finalen mellem Argentina og Frankrig.

- Vi er det samme sted som nordmændene. Vi havde gerne set, at den rapport var udkommet, hvis ikke for længe siden, så i hvert fald for noget tid siden, siger Erik Brøgger Rasmussen til DR Sporten.

- Jeg synes, at det er lidt underligt, at det tager så lang tid. Skal man lade tvivlen komme Fifa til gode, kunne det være, at det er fordi, det, der kommer, er godt at vente på, men det ved jeg ingenting om. Vi undrer os over, at det skal tage så lang tid at lave den rapport, de har stillet i udsigt, siger han.

Erik Brøgger Rasmussen tiltrådte som direktør i Dansk Boldspil-Union den 1. oktober 2023. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Så længe rapporten ikke er udkommet, er det svært at få lukket for diskussionerne angående slutrunden, mener han.

- Det er især vigtigt for Fifa, fordi der blev stillet noget i udsigt op til og under VM i Qatar. Det er vigtigt at få taget det næste skridt og få bundet den sløjfe på det, man nu stillede i udsigt. Så længe den rapport ikke kommer, kan man ikke få lukket det kapitel og tage de næste skridt. Det er også Fifas troværdighed, der hænger, hvis ikke de får den rapport sendt ud, siger han.

Fifa: 'Arbejdet er i gang'

Kritikken af Fifa kommer, få måneder efter at det blev offentliggjort, at Saudi-Arabien er den eneste nation, der har budt på et VM-værtsskab i 2034. Derfor tyder alt på, at den kommende VM-vært er blevet fundet, selvom det først officielt afgøres i slutningen af året.

Lusail Stadium, hvor VM-finalen blev spillet, er et af syv stadioner, der blev bygget særligt til slutrunden i Qatar. (Foto: © HASSAN AMMAR, Associated Press)

Og selvom den kommende Fifa-rapport ikke behandler Saudi-Arabien specifikt, håber Erik Brøgger Rasmussen på, at der vil være noget perspektiv, der kan bruges i Fifas fremtidige arbejde.

- Selvfølgelig håber vi, at den har noget substans, der både leverer på det, som Fifa stillede i udsigt i forhold til Qatar og også nogle læringspunkter, der peger fremad, siger han.

DR Sporten har kontaktet Fifa, der i et mailsvar blandt andet skriver, at "udvalget for menneskerettigheder og socialt ansvar har forpligtet sig til at foretage en uafhængig vurdering af, om de skridt, Fifa hidtil har taget, er i overensstemmelse med Fifas menneskerettighedsforpligtelser", og at "arbejdet i forhold til dette er i gang".