Dansk stortalent på tavlen i hollandsk topbrag

Den 19-årige dansker Kasper Dolberg scorede i opgøret mellem Feyenoord og Ajax, der endte 1-1.

Kasper Dolberg scorede kampens første mål i Rotterdam. (Foto: © OLAF KRAAK, Scanpix)

Det danske stortalent Kasper Dolberg kom på tavlen, da Feyenoord og Ajax søndag eftermiddag spillede 1-1 i Æresdivisionen i Holland.

Den 19-årige Ajax-angriber så også længe ud til at blive matchvinder i topbraget, der blev spillet på Feyenoords hjemmebane. En sen udligning af Feyenoords Dirk Kuyt sikrede dog hjemmeholdet uafgjort.

Tre danskere på banen

Dermed har Feyenoord endnu ikke tabt i den indeværende sæson, og klubben ligger på førstepladsen i Holland med 28 point efter 10 kampe. Ajax har fem point færre på andenpladsen.

I alt tre danskere var på banen, da de to hollandske rivaler mødtes. Ud over Dolberg havde Ajax også Lasse Schöne med i startopstillingen. Hos Feyenoord var den danske topscorer Nicolai Jørgensen med fra start.

/ritzau/