Dansk OL-sølvvinder melder afbud til EM i roning

OL-roeren Fie Udby Erichsen stiller ikke til start ved det forestående EM i Beograd om 10 dage.

Fie Udby Erichsen, der vandt sølv i kvindernes singlesculler ved OL i London i 2012, døjer stadig med efterveerne af en drilsk diskosprolaps.

Den 29-årige roer er midt i en langsom genoptræningsfase, som hun indledte i efteråret 2013, efter at hun blev mor samme år i maj.

Hun stadig mangler en del i forhold til den form, der gav hende sølv i London, bekræfter træneren for de tunge roere ved Danmarks Rocenter, Mads Haubro, efter weekendens konkurrencer ved Copenhagen Regatta.

Derfor har hun i samråd med både sportschef Lars Christensen og Mads Haubro valgt ikke at stille op ved EM om to uger i Beograd.

- Fysisk, teknisk og specielt mentalt er Fie ikke så skarp som tidligere, fordi hun i øjeblikket stadig er inde i en genopbygningsperiode.

- Det betyder, at hun mangler en del i form af eksplosivitet og kan derfor stadig forbedre sig markant i forhold til sin start og afslutning i løbene.

- Der var masser af positive momenter ved regattaen i weekenden, men hun mangler stadig at finde de sidste procenter i forhold til sin gamle OL-form, siger Mads Haubro i en pressemeddelelse.

Fie Udby Erichsen er ked af at gå glip af EM, men mener, at det er den rigtige beslutning at blive hjemme.

- Teknisk er jeg et godt stykke fra mit tidligere niveau, og fysisk mangler jeg også en del endnu, selv om jeg nærmer mig stille og roligt. Jeg mangler også en del i eksplosivitet til start- og slutfasen.

- Jeg følte, at jeg havde et ekstra gear under konkurrencerne i weekenden, men det er et stykke tid siden, at jeg for alvor har mærket syren i kroppen.

- Kroppen er i øjeblikket ikke vant til at blive presset så meget, det er noget, jeg skal vænne mig til gradvist igen, og derfor mener jeg, at det er bedre at melde fra til EM, siger Fie Udby Erichsen.

Det er stadig uvist om Fie Udby Erichsen stiller op til World Cup-stævnerne i franske Aiguebelette og schweiziske Luzern, men hun forventer at være klar til VM i Amsterdam i slutningen af august.

/ritzau/