Hvad kan Paris, som Hjørring ikke kan?
Jo, der er vist noget med, at der er et ikke uvæsentligt større antal fortovscafeer per kvadratkilometer i Paris, men for Signe Bruun, der for små to uger siden skiftede Fortuna Hjørring ud med Paris-Saint Germain, er det stadig et spørgsmål, som skal besvares.
I jagten på at få det optimale ud af sit fodboldtalent har den unge angriber nemlig skiftet de trygge, nordjyske rammer ud med et liv i skyggen af Eiffeltårnet, og onsdag aften var hun for første gang på pletten for sin nye klub, da hun efter blot fire minutter sparkede Paris-Saint Germain foran ude mod St. Pölten i Champions League.
Ikke den værste begyndelse på en helt ny tilværelse.
- Det var en kæmpe oplevelse. Det er tit, når man er favoritter, at hvis man ikke får scoret tidligt, så kan det godt blive svært. Som angriber bliver man også vurderet på mål, så det var lidt af en lettelse, siger Signe Bruun om kampen, som Paris Saint-Germain endte med at vinde 4-1.
Hektiske uger
Nu er det ikke hver dag, at en klub som Paris Saint-Germain henvender sig, men for Signe Bruun var beslutningen om at skifte alligevel ikke så ligetil.
- Det har været et par sindssygt hektiske uger. Jeg har haft mange overvejelser, og jeg er stadig glad for Fortuna Hjørring, men det var også bare en kæmpe mulighed for at skifte, og jeg vil gerne nå så langt som muligt, så det var svært at sige nej til sådan et tilbud, siger Signe Bruun.
Alt i alt var det de sportslige muligheder, som trak mest i den 20-årige angriber, der blev hentet til Fortuna Hjørring i 2014.
- I Fortuna vidste jeg, hvad de næste to år ville byde på, så det var lidt den nemme løsning at blive. Men nogle gange, hvis man gerne vil være en bedre fodboldspiller, så skal man også tage nogle valg, siger Signe Bruun, der er noteret for én kamp for det danske landshold.