Daniel Agger om DBU-konflikt: Vi forhandler ikke i pressen

Landsholdets anfører vil ikke svare på, hvordan spillerne forholder sig til konflikten med DBU, der brød ud i lys lue i går.

Venskabskamp mellem Danmark og Sverige onsdag 28. maj i Parken. Daniel Agger har scoret til 1-0 på straffespark. (© Scanpix)

Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne vil ikke blive forhandlet igennem medierne, slår landsholdets anfører Daniel Agger fast.

- Der har ikke været en grund til at komme med en officiel udmelding. Vi har et princip om ikke at diskutere den slags ting i pressen, så det gør vi ikke, siger han til DR Sporten.

I går blev det offentligt kendt, at DBU og spillerne repræsenteret af Spillerforeningen står langt fra hinanden i forhandlingerne om en ny økonomisk aftale.

Blandt de springende punkter er en lønnedgang for at spille på landsholdet og DBU's ønske om at kunne lave sponsoraftaler direkte med den enkelte spiller uden om Spillerforeningen, der i dag fungerer som mellemled.

DBU sendte i går et brev til spillerne på A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet med krav om at de skal underskrive den nye aftale inden den 2. marts, hvis de stadig vil være i betragtning til landsholdet.

Tidligst svar i morgen

Unionens direktør, Claus Bretton-Meyer har samtidig slået fast, at DBU er klar til at stille til landskampe i fremtiden uden profiler som Christian Eriksen og Daniel Agger, hvis de ikke accepterer de nye vilkår.

Det var ellers forventet, at spillerne ville komme med en fælles udmelding i dag, men Spillerforeningens formand, Mads Øland, siger nu, at det ikke kommer på tale, før spillerne har holdt et fælles møde.

Et sådan møde er dog ikke helt nemt at få arrangeret, da medlemmerne af landsholdets spillerudvalg er spredt ud over Europa. Christian Eriksen skal i aften spille Europa League med Tottenham i London og William Kvist skal spille i morgen med i Wigan.

Folk, der er bekymrede på landsholdets vegne, må derfor væbne sig med tålmodighed lidt endnu, da der ifølge DRs kilder tidligst kommer et svar fra spillerne i morgen fredag efter klokken 15.