Hvad skal vi med endnu en europæisk klubturnering?
Det spørgsmål var der mange, der stillede sig selv, da det europæiske fodboldforbund, Uefa, i 2018 meddelte, at de ville skabe en tredje europæisk klubturnering, som skulle rangere under Champions League og Europa League.
Turneringen, som fik navnet Conference League, når onsdag aften sit foreløbige klimaks, når Feyenoord og AS Roma løber på banen til finalen, som spilles i den albanske hovedstad Tirana.
Derfor kan Feyenoord til ovenstående spørgsmål svare, at de kan bruge turneringen til at stå i klubbens første europæiske finale siden 2001, mens AS Roma kan juble over første europæiske guldkamp siden 1991.
Men det er ikke kun de to finalehold, som har nydt godt af det seneste skud på Uefas turneringsstamme. Conference League har nemlig været et skønt bekendtskab, lyder det fra DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.
Her fortæller han hvorfor.
Har gavnet dansk fodbold
Conference League har været et positivt bekendtskab for dansk fodbold. Både Randers og FC København spillede sig videre til knock out-kampene, og det har skæppet godt i pengekassen hos de to klubber. FC København har i rene præmiepenge hentet i omegnen af 45 millioner kroner, men Randers har indkasseret omkring 30 millioner.
Men det er ikke kun på bundlinjen, at der er plusser. For ét er millionerne, noget andet er minderne. Og havde det ikke været for Conference League, var Randers’ europæiske eventyr sluttet, før det var begyndt.
Kronjyderne kvalificerede sig med pokalguldet i sidste sæson til Europa League-kvalifikationen, men måtte kapitulere mod tyrkiske Galatasaray. Normalt ville det have været endestationen, men Conference League betød, at Randers alligevel endte i et europæisk gruppespil.
- Hvis ikke Conference League havde været der, så var den europæiske sæson stoppet allerede i august for Randers. I stedet vil de nu huske denne sæson for et europæisk gruppespil, masser af mennesker på stadion og en afslutning med et dobbeltopgør mod Leicester og Kasper Schmeichel, siger Andreas Kraul.
Også for FC København har Conference League været et positivt bekendtskab. For selvom klubben gerne så sig selv i minimum Europa League, så har Conference League ifølge Andreas Kraul holdt FC Københavns europæiske hjul i gang.
- FCK havde en meget sløj sæson i sidste sæson, men spillede sig alligevel i Conference League. Og det er jo med til at holde FCK’s europæiske kniv skarp.
Det dufter af europæisk topfodbold
Selvom Conference League er rangeret som den tredje bedste europæiske klubturnering, så har det ifølge Andreas Kraul til tider været svært at se forskel på Conference League og Europa League.
Mange kampe, især i knock out-fasen, har duftet af europæisk topfodbold, og det har været med til at gøre turneringen attraktiv for både klubber og tilskuere.
Det bedste eksempel er ifølge Andreas Kraul de to finaler. I Europa League mødte tyske Eintracht Frankfurt skotske Rangers, mens finalen i Conference League står mellem hollandske Feyenoord og italienske AS Roma.
-Hvis man laver en blindsmagning på de to finaler, vil mange nok have svært ved at smage forskel, lyder det fra Andreas Kraul.
At Uefa allerede i første sæson med den nye klubturnering har formået at skabe et så godt produkt, er også med til at give Conference League en rigtig god start. Og det kan komme turneringen til gavn i fremtiden.
- Det er godt for Conference League, at det allerede nu har nået et punkt, hvor det ikke blot føles som en sekundær turnering, men faktisk én, hvor man kan løbe ind i ret store klubber.
- Man sidder ikke som tilskuer med følelsen af en tilbudsvare, hvor datoen er udløbet, og sammen følelse må mange klubber have, lyder det fra Andreas Kraul.
De små hold kan drømme stort
Men det er ikke kun de store klubber, som får noget ud af Conference League. For selvom meget handler om penge, så er Uefa, ifølge Andreas Kraul, lykkedes med den mission, de havde med Conference League. Nemlig at udbrede fodbolden og gøre de europæiske turneringer mere tilgængelige.
- Der er jo noget skønt ved, at Gibraltar har et hold i et europæisk gruppespil. Selvfølgelig er det en balancegang, hvor man ikke skal falde for langt ned i niveau, men det er også der, charmen ligger. At de her små hold og deres fans får fornemmelsen af at rejse rundt i Europa og spille fodbold.
Men det er ikke bare fornemmelse for fodbold, de små hold kan få. Kigger man mod vores naboer mod nord, så spillede norske Bodø/Glimt sig helt frem til kvartfinalen mod AS Roma. Så selvom man kommer fra en lille liga, så kan man sagtens spille sig frem til de store kampe.
- Når Bodø/Glimt spiller sig frem til en kvartfinale mod AS Roma, er det også med til at tænde drømmen for andre hold i de mindre europæiske ligaer – også den danske, siger Andreas Kraul.
Finalen i Conference League mellem Feyenoord og AS Roma spilles onsdag klokken 21.00. Kampen kan ses på TV2 Sport X.