Engang var FCSB en af de helt store fornøjelser og forlystelser i fodboldeuropa. Under navnet Steaua Bukarest vandt de Europa Cuppen i 1986.
Torsdag aften tog de en ordentlig tur ned ad bakke i rutsjebanen, da de tabte 5-0 i en ensidig fodboldkamp i Silkeborg.
Som vanligt satte Silkeborg fuld fart i de flade afleveringer på kunstgræsset, mens de røde trøjer fløj omkring som kugler i en tombolatromle.
De rådvilde rumænere kunne allerede efter tre minutter se Anders Klynge sætte den første bold i nettet, og Kasper Kusk fulgte op fem minutter senere.
Stemningen steg frem mod pausen, selvom regnen nu faldt over Søhøjlandet.
Sidste års topscorer, Nicklas Helenius, fik lov at tænde yderligere op til gildet med de dyngvåde tilskuere, da han sparkede et straffespark i nettet og kvitterede med luftkys mod tribunerne efter 35 minutter.
Showtime i Silkeborg, og stakkels FCSB lignede efterhånden et hold af spillere, der havde lyst til at stoppe, gå i læ, mens legen stadig var nogenlunde.
Det flotte spil fortsatte
Men en fodboldkamp består som bekendt af to halvlege, og rumænerne måtte derfor tage yderligere tre kvarter som statister fastspændt i en hæsblæsende rollercoaster af flot fodboldspil.
Kasper Kusk brugte hælen til at assistere Stefan Thordarson, der bragede bolden i mål til 4-0, før Tonni Adamsen scorede til 5-0.
Silkeborg slyngede ganske enkelt rundt med stakkels FCSB, der torsdag aften ikke lignede et hold, der kommer i nærheden af at vinde Europa Cuppen igen.
Silkeborg, derimod.
De noterede sig for den første sejr i europæisk fodbold siden 1998, fik de første tre point i årets Conference League-gruppespil og fik vist, at Jysk Park ikke er den sjoveste forlystelsespark i Europa at besøge som modstander.