Argentinske Mauricio Pochettino har været omgivet af jobrygter på det seneste, men torsdag manede Tottenhams manager dem alle til jorden.
Her forlængede Christian Eriksens chef sin kontrakt med London-klubben for en femårig periode, så den udløber i 2023.
Pochettino, der har en fortid som argentinske landsholdsspiller, kom til Tottenham i 2014, og med ham i spidsen er klubben sluttet i top-3 i Premier League i de seneste tre sæsoner.
Til efteråret deltager englænderne i Champions League for tredje sæson i træk, når klubben indvier sit nybyggede stadion.
- Jeg er beæret over at have underskrevet en ny langtidskontrakt, da vi nærmer os en af de mest betydningsfulde perioder i klubbens historie.
'- Jeg er beæret over at være manageren, der skal lede det her hold på vores nye verdensklassestadion, siger Pochettino til klubbens hjemmeside.
Både Chelsea og Real Madrid har på rygtebasis i britiske medier været meldt interesseret i argentineren på det seneste.
Det er dog ikke rygter, som har været bekræftet.
/ritzau/