Fodboldspillerne fra FC København møder onsdag aften Brugge i sin sidste kamp i gruppespillet i Champions League.
Kravet til københavnerne selv er såre simpelt, hvis et avancement i den stærkeste europæiske turnering skal sikres: Vind-eller-forsvind.
Skulle københavnerne gå hen og slå de belgiske mestre, kræves det dog samtidig, at Porto ikke vinder hjemme over Leicester i gruppens andet opgør.
Fire bedste treere seedes
Skulle det vise sig, at portugiserne bringer sig hurtigt i front og dermed ligger til sejr over Leicester i Porto er der dog stadig noget på spil for FC København.
- Selvom Porto skulle føre 3-0 efter 30 minutter er der stadig noget at spille for. FC København er nemlig allerede sikker på minimum at gå til 1/16-finalerne i Europa League og slår københavnerne Brugge, så er de sikre på at blive seedet i Europa League.
- FC København vil med en sejr i aften helt sikkert slutte blandt de fire bedste af de otte Champions League-treere og dermed opnå en seedning, lyder det fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, der i dagens anledning har iført sig skøjter i centrum af Brugge.
Der går 24 hold videre fra Europa Leagues gruppespil, og sammen med de otte treere fra Champions League mødes de 32 hold i 1/16-finalerne. De tolv gruppevindere i Europa League seedes sammen med de fire bedste treere fra Champions League.
Se indslaget med den skøjtende fodboldkommentator i playeren øverst i artiklen.
Du kan følge FC Københavns opgør i Brugge fra kl. 20.45 på TV3+, i Liga på P3 og her på dr.dk.