Trofæet med de store ører skal løftes i Rusland, eller skal det? Flere kræver CL-finale flyttet

Champions League-finalen afvikles 28. maj i russiske Sankt Petersborg, men situationen i Ukraine får flere til at kræve kampen flyttet.

Sidste år var det engelske Chelsea, der vandt mændenes Champions League-turnering i fodbold. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Ritzau Scanpix)

Et vindue til verden, en seermagnet i den trecifrede millionklasse.

At lægge græs til Champions League-finalen og fodboldens dyreste fødder er prestigefyldt, uden tvivl.

Men det harmonerer ikke med den måde, Rusland de seneste uger har ageret i konflikten med Ukraine på, lyder det klare budskab fra flere, herunder Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

Derfor skal kampen om trofæet med de store ører, der afvikles 28. maj i russiske Sankt Petersborg, flyttes, mener Johnson.

Foran det britiske Underhus gjorde premierministeren det tirsdag klart, at det er utænkeligt, at store internationale fodboldturneringer kan finde sted i Rusland, hvis Rusland 'invaderer et selvstændigt land'.

Det sker samtidig med, at briterne indfører sanktioner som modsvar til den russiske anerkendelse af to østukrainske regioner som selvstændige republikker - samt Putins ordre om at indsætte russiske tropper i området.

DR Sporten har spurgt Dansk Boldspil-Union (DBU) om deres holdning til, hvorvidt Champions League-finalen fortsat skal spilles i Rusland, eller om der bør findes en alternativ placering til kampen.

Her henviser DBU til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som i sin seneste melding, for nuværende, ikke varsler ændringer i programmet.

- Med hensyn til Champions League-finalen i Sankt Petersborg, så følger Uefa situationen nøje og grundigt. Enhver beslutning vil blive truffet til sin tid, hvis nødvendigt, skriver Uefa i en mail til DR Sporten og oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer.

Chefen i den lokale organisationskomité for Champions League-finalen i Sankt Petersborg, Alexey Sorokin, siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at man ikke er bekymret, og er ligeglad med, 'hvad britiske medier rapporterer'.

- Vi forbereder os på finalen efter den originale plan. Vi er klar til at byde mere end 50.000 udenlandske fodboldfans velkommen til denne begivenhed, siger Alexey Sorokin til Tass.

- Uefas organisationskomité har ikke annonceret nogen bekymring vedrørende denne situation.

Krestovsky Stadium i Sankt Petersborg skal danne rammen for 2022-udgaven af Champions League-finalen. (Foto: © Anton Vaganov, Ritzau Scanpix)

Danmark arbejder for bedre placeringer fremadrettet

Ifølge formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, ligger bolden hos Uefa.

Derfor vil han overlade de konkrete overvejelser i forhold til afholdelsen af årets Champions League-finale til Det Europæiske Fodboldforbund.

DIF-formanden understreger, at man fra dansk side arbejder på, at værtskabet for store sportsbegivenheder ikke skal tilfalde regimer, der ikke lever op til de værdier, vi har i Danmark, og at der i øvrigt stilles krav til værter, som sikrer, at sportsarrangementet ikke bidrager til krænkelser af menneskerettigheder.

- Hvorvidt de enkelte idrætsorganisationer vil flytte deres begivenheder på baggrund af, hvad der sker i et land, det er op til den enkelte idrætsorganisation at beslutte det i den konkrete sag. Vi arbejder politisk på, at vi får så få af de her overvejelser som muligt. Altså, at vi får placeret begivenheder i lande, hvor vi skal diskutere det her så lidt som muligt.

- Det er selvfølgelig vanskeligt, når en situation udvikler sig så hurtigt, som den gør i dette tilfælde, siger Hans Natorp.

Han understreger, at der i generelle termer kun er to tilfælde, hvor DIF vil sanktionere en dansk idrætsboykot.

Det drejer sig om tilfælde, hvor der enten er en sikkerhedsrisiko for de danske atleter, eller hvis resten af det danske samfund, eller verdenssamfundet i eksempelvis FN- eller EU-regi, indfører en total boykot.

Mens der ikke er nogle danske hold tilbage i Champions League-turneringen, der kan gøre sig forhåbninger om en finaleplads i russiske Sankt Petersborg, så er der eksempelvis VM i svømning senere på året i Rusland.

- Vi følger med i forhold til, om der er en sikkerhedsmæssig risiko for vores atleter, hvis de skal afsted. Og det er en vurdering, vi hele tiden laver med specialforbundene og vores rådgivere, siger Hans Natorp.

DIF-formanden erkender, at sportsbegivenheder ikke altid kan blive placeret i lande, som lever op til alle de parametre, vi ønsker fra dansk side.

- Det hindrer dog ikke, at vi arbejder på, at vores kriterier får stor vægt. Men idræt er en global ting, og derfor vil det nogle gange foregå i lande, hvor vi tænker, at det er en dårlig ide, siger Hans Natorp.