Top 10: Bedste danske finalepræstationer

Se listen over de største danske præstationer i de 57 finaler i mesterligaens historie.

Allan Simonsen er den eneste spiller, der har scoret finalemål i alle tre Europa Cup-turneringer; mesterholdenes turnering/Champions, pokalvindernes turnering og UEFA Cuppen/Europa League. (Foto: © Erik Jepsen, Scanpix)

I aften mødes Borussia Dortmund og Bayern Münchens i Champions League-finalen.

Forud for kampen giver DR Sportens Marco de los Reyes her sit bud på de bedste danske finalepræstationer i Europa Cuppen for mesterhold/Champions League.

1. 1977 Allan Simonsen, Borussia Mönchengladbach

Blev  kåret til årets spiller i Europa det år, og det skyldtes især hans flotte langskud, hvor han udlignede til 1-1. Men Liverpool endte med at vinde 3-1.

2. 1978 Birger Jensen, Club Brugge

Hans klub tabte 0-1 til Liverpool, men det var bestemt ikke Birger Jensens skyld. Som Club Brugge-keeper viste han verdensklasse og spillede sin største kamp i karrieren.

Michael Laudrup kunne også have spillet finalen i 1994, hvor AC Milan bankede FC Barcelona med 4-0. Men Barca-træner Johan Cruyff lod Michael Laudrup overværer kampen fra tilskuerpladserne. (Foto: © Per Kjærbye)

3. 1992 Michael Laudrup, FC Barcelona

Barca vandt 1-0 over Sampdoria efter forlænget spilletid. Michael Laudrup spillede en fin kamp og var tæt på at afgøre den, da han spillede Hristo Stoichkov helt fri den ordinære kamp. Men bulgarerens afslutning ramte stolpen.

4. 1974 Johnny Hansen, Bayern München

Leverede gode, solide præstationer, da hans tyske klub efter 1-1 mod Atletico Madrid i den første kamp, der måtte ud i forlænget spilletid, sikrede sig sejren over to kampe. Omkampen (dengang brugte man ikke straffesparkskonkurrence) endte 4-0 til Johnny Hansen, Franz Beckenbauer og Co.

5. 1988 Ivan Nielsen, PSV Eindhoven 

Det var ikke mindst den danske forstoppers præstation i finalen mod Benfica, som gjorde, at han forud for EM i 1988 havde status som en af Europas allerbedste på den plads. PSV slog Benfica efter 0-0 sejr i straffesparkskonkurrencen, og Ivan Nielsen scorede på PSVs andet forsøg.

6. 1988 Søren Lerby, PSV Eindhoven

Som altid spillede han med et stort overblik og leverede en energisk arbejdsindsats. Scorede PSVs fjerde mål i straffesparkskonkurrencen mod Benfica.

7. 1988 Jan Heintze, PSV Eindhoven

Var debuterede på landsholdet året forinden og var stamspiller hos PSV. Spillede en glimrende finale.

Michael Laudrup kunne også have spillet finalen i 1994, hvor AC Milan bankede FC Barcelona med 4-0. Men Barca-træner Johan Cruyff lod Michael Laudrup overværer kampen fra tilskuerpladserne. (Foto: © Kay Nietfeld, Scanpix)

8. 1999 Peter Schmeichel, Manchester United

Var anfører og spillede sin sidste kamp for "de røde djævle". Havde lidt tidligere i karrieren nok ikke ladet Bayern Münchens Mario Basler score på det frispark, han tog efter seks minutters spil.

9. 2007 Daniel Agger, Liverpool

Spillede en udmærket kamp og var også fremme og forsøge sig med et hovedstød. Men AC Milan vandt nu helt fortjent 2-1.

10. 1976 Johnny Hansen, Bayern München

Havde været syg op til finalen og var derfor ikke 100 procent på toppen. Men medvirkede til, at det lykkedes for det tyske hold at holde Saint Etiennes offensiv nede. Bayern München vandt 1-0.

Udover de nævnte spillere/år på listen har følgende danskere været på banen i en finale: Jan Sørensen, Club Brugge/1978, Lars Bastrup, Hamburger SV/ 1983, Lars Lunde, Bayern München/1987 og Jon Dahl Tomasson, AC Milan/2005.

Den 17-årige Pierre Emile Højbjerg fik sin debut i Bundesligaen i april, men den danske Bayern München-spiller er ikke med i aftenens trup.

Har du kommentarer til listen. Så skriv herunder!