Sportsugen: Atletico er svag finale-favorit mod storebror Real Madrid

Det tegner til en meget åben Champions League-finale mellem Atletico og Real Madrid på lørdag, lyder det i DR Sportens podcast Sportsugen.

Cristiano Ronaldo fejrer sin scoring til 4-1 til Real Madrid i CL-finalen for to år siden. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

For anden gang på bare tre år ender Champions League-trofæet i Madrid.

Igen i år er det nemlig Atletico Madrid og Real Madrid, som mødes i finalen, der spilles på San Siro i Milano på lørdag.

De to hold mødtes også i finalen i 2014, hvor Real Madrid vandt 4-1 efter forlænget spilletid.

- Det vil være en smuk historie, hvis Atletico tager den her. Netop fordi de tabte til Real for to år siden, siger tv-vært Tina Müller i denne uges udgave af Sportsugen, som ligger klar til fri download via dr.dk/podcast, iTunes eller blot kan høres ved at klikke her.

Atletico skal gøre arbejdet færdigt

Real Madrid, har efter gruppespillet, haft den klart letteste vej til finalen ved at slå Roma, Wolfsburg og Manchester City ud, mens Atletico Madrid virkelig har imponeret ved at gøre det af med PSV Eindhoven og to af forhåndsfavoritterne Barcelona og Bayern München.

- De skal vinde dette trofæ, hvis man skal huske, alt det der ligger bag, siger Tina Müller, som tipper Atletico som svag favorit og får opbakning af Eurosport-kommentator, Per Colstrup Vinkel.

- Nu har Atletico prøvet at stå i en Champions League-finale og det kan være den erfaring, der i sidste ende kan vise sig at være afgørende, tilføjer Per Colstrup Vinkel.

Real Madrids turnering

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, er tredje paneldeltager og har til gengæld Real Madrid som favorit.

- Det er jo deres turnering, siger han med henvisning til, at Real Madrid har vundet mesterholdenes turnering 10 gange.

- Og man skal ikke underkende, at Barcelona vandt det spanske mesterskab og pokaltitlen, så Real Madrid vil gøre alt for at slutte sæsonen af med at hamre en pæl igennem det og sige, "Ja, ja, men det er jo os, der er kongerne af Europa," tilføjer Kraul.

Champions League-håndbold, French Open og Formel 1

Panelet i Sportsugen taler også om, hvem der tegner til at blive Champions League-mester i håndbold ved FinalFour-stævnet i Køln, og hvem der løber med DM-guldet herhjemme - Bjerringbro-Silkeborg eller Team Tvis Holstebro?

Og så bliver der også set nærmere på French Open i tennis, afslutningen i Superligaen og det prestigefyldte Formel 1-grandprix i Monaco med kyndig hjælp fra BTs Formel 1-ekspert, Peter Nygaard.

Sportsugen dig på til ugens største begivenheder. (© DR Sporten)