Santander og Cornelius ikke med mod FC Porto

FC Københavns angreb er stækket til hjemmekampen mod FC Porto i Champions League på tirsdag.

Federico Santander kommer ikke med i FCKs Champions League-kamp mod FC Porto. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Federico Santander, som blev skadet i en landskamp for Paraguay, når ikke at blive klar til FC Københavns Champions League-kamp hjemme mod FC Porto på tirsdag.

Det kunne FCK-træner Ståle Solbakken konstatere efter søndagens træning og han har derfor ikke udtaget angriberen til truppen.

Og med Andreas Cornelius ude med en skade, sandsynligvis resten af året, kommer FCK til at mangle noget slagkraft i forreste geled.

- Det er klart, at det får betydning for, hvordan vi går ind til kampen. Vi må spille med nogle andre virkemidler i det offensive spil. Vi ændrer ikke spillestil, men vi må anvende nogle andre mekanismer i en fase eller to i spillet, siger Ståle Solbakken til DR Sporten og fortsætter:

- Vores chancer for at vinde er nok ikke blevet større, men når nogen er ude, er der andre, der får chancen og man ved aldrig. Fodbold er et komplekst spil og vi må vise, at vi kan håndtere skader.

Ståle Solbakken vil ikke sætte navn på, hvem der skal erstatte Santander og Cornelius i skæbnekampen i Parken.

FC København er på tredjepladsen inden den næstsidste kamp i gruppe G - to point efter netop FC Porto på andenpladsen. Da de to hold mødtes i det første indbyrdes opgør blev det 1-1 i Portugal. FCKs mål blev scoret af Andreas Cornelius.