Bayern München og Real Madrid er de sidste to semifinalister i dette års Champions League.
Det tyske storhold, der spillede 2-2 mod Arsenal i det omvendte opgør, formåede onsdag at vinde 1-0 hjemme på Allianz Arena på mål af Joshua Kimmich.
I Manchester var sidste års vindere, Manchester City, længe om at komme i gang, da Real Madrid lagde vejen forbi efter 3-3 i første opgør.
Udeholdets Rodrygo gjorde det hurtigt til 1-0, inden Kevin de Bruyne udlignede efter 75 minutter.
Dermed skulle der forlænget spilletid til i Manchester, men det hjalp ikke på målscoringen.
Derfor måtte de to hold ud i straffesparkskonkurrence, og her var Real Madrid skarpest.
Selv om Luka Modric brændte det første spark for Real Madrid, så gjorde Bernado Silva og Mateo Kovacic det samme for hjemmeholdet, og så var det hele op til tyske Antonio Rüdiger, der fra pletten udplacerede Ederson.
Dermed fik Real Madrid revanche for sidste års nederlag til netop Manchester City.
Går det spanske storhold hele vejen vil det være klubbens 15. Champions League-titel.
Kimmichs løb gjorde udslaget
Der skulle en af klubbens mest rutinerede folk til at afgøre sagerne på Allianz Arena.
Joshua Kimmich, tysk diesel og Fingerspitzengefühl i en og samme figur, stangede det afgørende mål ind for Bayern München i anden halvleg.
Inden da havde de to hold leveret en jævnbyrdig og chancefattig første halvleg, og men selv om Arsenal havde enkelte muligheder, så var det Kimmich, som blev helten.
Efter 63 minutter tog tyskeren fra sin position som højre back et opportunistisk løb ind i feltet.
Her fik han serveret en perfekt bold, som ikke krævede meget overtalelse at sende ind bag David Raya i Arsenals mål.
Arsenal forsøgte at finde en udligning frem og dermed tvinge kampen ud i forlænget spilletid, men englænderne havde generelt ikke den offensive kvalitet og de kreative idéer mod et stærkt tysk forsvar.
Arsenal-stjernen Bukayo Saka var decideret anonym, og hverken Martin Ødegaard eller Kai Havertz kunne lirke det tyske bolværk op.
Bayern München er dermed fortsat i live i den prestigefyldte europæiske klubturnering, mens Arsenal er ude.
Dermed består årets CL-semifinaler af Real Madrid, Bayern München, Dortmund og Paris Saint-Germain.
Finalen spilles den 1. juni på Wembley i London.