Real Madrid er på vej mod deres 15. Champions League-titel.
Det tror de spanske giganter på, da de efter det vilde comeback mod Bayern München i semifinalen alle trak i trøje med stor tekst på ryggen: "På vej mod den 15."
Og ifølge Vinicius Junior tror madrilenerne altid på det. Selv da de var nede med 1-0 i det 87. minut onsdag aften.
- Det her er Real Madrid. Vi tror altid på os selv, og nu er det sket igen, siger brasilianeren til Movistar ifølge Uefa.
- Det er magisk at spille for det her hold på det her stadion og gøre det så mange gange. Det her er bare endnu et eksempel på, at vi kan vinde, fordi vi altid tror på os selv. Vi ved, at vi kan gøre forskellen lige meget hvad.
I løbet af de sidste ti år har Real Madrid spillet sig i seks Champions League-finaler. Vejen dertil har været asfalteret med comebacks i de døende minutter, så man næsten ikke tror, at det kan blive ved med være tilfældigt.
Træneren for de spanske giganter, Carlo Ancelotti, tror da heller ikke, at det bliver det sidste store Real Madrid-comeback.
- Vi er selvfølgelig meget glade - også for at kunne sige, at det skete igen. Og folk tror, at jeg kommer til at sige det igen, for det er et fantastisk stadion og nogle fantastiske fans. De støtter os så meget. Det er ikke normalt det her (opbakningen, red.) - det er noget specielt, fortæller den italienske træner til Viaplay.
Tvivlsomt dommerkald vil hjemsøge tyskerne
Når der er leveret et stort comeback, er der altid en gruppe spillere, der lige så skuffet, som vinderne er glade.
Onsdag aften var det Bayern München, der førte indtil semifinalens 87. minut.
- Det føles ikke særlig godt. Vi var tæt på. Man går fra at vinde til at tabe på ti minutter. Det er en meget dårlig aften. Real Madrid...Når du tror, de er døde, har de altid et sidste åndedrag. Det er derfor, de har vundet Champions League 14 gange, siger Bayern-spilleren Matthijs de Ligt til Movistar ifølge La Marca.
Den hollandske forsvarsspiller blev også spurgt ind til en situation dybt inde i overtiden, hvor han faktisk fik sparket bolden i nettet til 2-2. Men dommeren Szymon Marciniak løftede armen og fløjtede for offside i opspillet, lige inden de Ligt sparkede bolden i mål.
Med indførslen af VAR er det blevet kutyme, at dommeren venter med at fløjte, indtil chancen er færdigspillet. Men det gjorde Marciniak ikke onsdag aften.
TV-billederne viste efterfølgende, at offsiden var uhyre tæt, og formentlig skulle der et VAR-tjek til at afgøre, om den kunne stå ved magt.
- Jeg tror, vi alle kender reglerne. Hvis offsiden ikke er klar, skal du lade spillet køre. Det er en skam. Ved Joselus mål lader han spillet fortsætte, hvorfor ikke med os? Det er let at tale om dommeren, men han fortjener det, udtaler Matthijs de Ligt.
Linjevogteren har siden undskyldt til den hollandske forsvarsspiller for at fløjte for tidligt, fortæller han. Den undskyldning føler han dog ikke, at han kan bruge til særlig meget.
- Det får jeg intet ud af. En regel er en regel, og det er det eneste, jeg kan sige om det, siger Matthijs de Ligt.
Den tyske offensivspiller Thomas Müller var også uforstående overfor dommerkaldet, da han talte med Viaplay efter kampen.
- Jeg ved ikke, om der var offside. Jeg har ikke set videoen. Det har dommeren heller ikke, fordi han ikke gav sig selv chancen for at se den. Det er meget mærkeligt, at han i sådan en situation fløjter så hurtigt, siger Bayern-spilleren.
Resultatet efterlader Bayern München med den første trofæløse sæson siden 2011/12.
Real Madrid er i stedet på vej mod Champions League-finalen på Wembley den 1. juni, hvor de møder Borussia Dortmund.