De tre eksplosioner, der tirsdag aften ramte Dortmunds spillerbus på vej til Champions League-kvartfinalen mod Monaco, har vækket stor sympati rundt om i europæisk fodbold. Fra flere forskellige kanter lyder fordømmelser af det angreb, som vi endnu ikke kender folkene bag eller motivet med.
Modstanderen i kvartfinalen, Monaco, sender især taksigelser til de mange tyskere, der har åbnet deres hjem for monegaskiske fans, der havde brug for logi.
- Jeg vil også gerne hylde alle vores fans for deres upåklagelige opførsel og støtte. Vi gør alt, hvad vi kan for at assistere dem, der valgte at overnatte for at overvære onsdagens kamp, siger Monacos vicepræsident Vadim Vasilijev.
- Vi må også applaudere de tyske fans for deres generøsitet. Kampen vil blive spillet i aften, naturligvis under kompliceret forhold.
Et signal mod had og vold
Det tyske fodboldforbund går også forrest med en fordømmelse af angrebet og ønsket om, at de ansvarlige hurtigt bliver fundet og stillet til ansvar.
- Jeg håber, at de, der står bag dette luskede angreb, vil blive fundet hurtigt og stillet til ansvar. Det er et stærkt signal imod had og vold, fodboldfamilien på dette tidspunkt demonstrerer ved at stå sammen på tværs af klubskel og sportslig rivalisering, siger formanden for det tyske fodboldforbund, Reinhard Grindel.
Fra Dortmunds rivaler, storklubben Bayern München, lyder også forståelse og sympati.
- Vi er bestyrtede over begivenhederne i Dortmund i aftes. Vi ønsker alle spillere og fans i Dortmund en særligt fredelig og succesfuld kamp mod AS Monaco i aften. Vi ønsker den tilskadekomne spiller, Marc Bartra, god bedring og håber, at han hurtigt er tilbage på græs. Vores ønsker god bedring gælder også den tilskadekomne politimand. Fodboldverdenen står tæt sammen, siger Bayern-direktør Karl-Heinz Rummenigge.
Dortmund og Monaco spiller kvartfinalen i aften klokken 18.45. Kampen kan ses på TV3 Sport 1.