OVERBLIK Disse 16 hold er videre i Champions League

Efter et hattrick af Oliver Giroud spillede Arsenal sig videre i Champions League.

Giroud i ekstase efter sit første Champions League-hattrick. (Foto: © ORESTIS PANAGIOTOU, Scanpix)

Nu kender vi alle de 16 hold, der skal spille Champions League i 2016. De sidste fem hold blev fundet, der skal være med i 1/8-finalerne i det nye år.

Onsdag aften kom Chelsea, Dynamo Kiev, Gent, Arsenal og Roma videre til 1/8-finalerne i fodboldens Champions League.

Dermed er spændingen ovre for nu, og man kan se frem mod lodtrækningen samt de afgørende runder af turneringen.

Disse hold går videre til 1/8-finalerne, hvor gruppevinderne skal møde en gruppetoer:

Gruppevindere: Real Madrid, Wolfsburg, Atlético Madrid, Manchester City, FC Barcelona, Bayern München, Chelsea, Zenit St. Petersborg.

Gruppetoere: Paris Saint-Germain, PSV, Benfica, Juventus, Roma, Arsenal, Dynamo Kiev, Gent.

På mandag klokken 12 bliver der trukket lod om 1/8-finalerne i Nyon.

/ritzau/