Lyon vinder Champions League efter straffesparksdrama

Champions League-finalen blev afgjort i straffesparkskonkurrence efter en målløs kamp.

Lyon er samlet i en klump efter Champions League-triumfen. (Foto: © DARREN STAPLES, Scanpix)

Det er ofte spilleren i målet, der ender med at blive helten, når en fodboldkamp afgøres i straffesparkskonkurrence. Det var det egentlig også torsdag aften, da Lyon vandt Champions League-finalen over Paris SG, men det var så sandelig også skurken.

De to hold skulle nemlig helt ud i det ottende spark hver, før vinderen var fundet, og her var det de to i målet, som sparkede. Først fejlede Paris SG’s polske keeper Katarzyna Kiedrzynek fuldstændig, da hun med et forkølet spark, sendte bolden forbi mål.

Herefter var det Lyons bagerste Sarah Bouhaddi, som bankede bolden ind bag en fortabt Kiedrzynek, og sikrede Lyon sejren. Det er deres fjerde Champions League-triumf på blot syv år.

Katarzyna Kiedrzynek skammer sig efter at have blevet skurken i Champions League-finalen. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

Selvom der var rigtig gode muligheder i begge ender, så formåede hverken Lyon eller Paris SG at putte bolden i målet. Og med 0-0 på resultattavlen måtte opgøret i straffesparkskonkurrence.

Det var ikke første gang, at de to hold måtte ud i en lang straffesparkskonkurrence. Ved pokalfinalen for små to uger siden, endte begge hold også med at sparke otte gange hver.

Lyon var på forhånd udråbt som favorit, men kampen kunne sagtens have gået begge veje.