Lyon snupper Champions League-titlen efter straffedrama

Line Røddik Hansens franske klub slog Wolfsburg i kampen om CL-trofæet.

Olympique Lyon i vild jubel efter CL-titlen er sikret. (Foto: © STEFANO RELLANDINI, Scanpix)

Olympique Lyon kan for tredje gang i historien kalde sig Champions League-vindere.

Landsholdsspiller Line Røddik Hansens franske klub sikrede sig titlen efter en samlet 5-4-sejr over tyske Wolfsburg efter straffespark.

Line Røddik Hansen, der skiftede til Lyon i januar, var dog ikke med for de franske fodboldkvinder, da hun er spærret i Champions League, hvor hun tidligere i sæsonen har repræsenteret svenske FC Rosengård.

Lyon startede bedst og efter 12 minutters spil kunne liga-topscorer Ada Hegerberg sparke franskmændene i front. Det var nordmandens 13. Champions League-scoring i denne sæson.

Lyon-dominans

Efter pausen fortsatte Lyon dominansen og de var tættere på at udbygge til 2-0 end tyskerne var på at udligne.

Mod kampens slutning blev Wolfsburg mere og mere nærgående og godt to minutter før den ordinære spilletids ophør dukkede Alexandra Popp op i det franske felt og headede udligningen i nettet.

I den forlængelsen kom Wolfsburg bedre med i kampen, men ingen af de to hold formåede at afgøre opgøret. Dermed skulle det afgøres fra ellevemeterpletten, og her var Lyon køligst.

Japaneren Kusagai blev matchvinder, da hun sikkert omsatte franskmændenes sidste straffespark og sikrede den samlede 5-4-sejr.